Guld-49’eren kommer til Frederikshavn på fredag
De højaktuelle vindere af BT’s Guld for årets største danske idrætspræstation, 49'er-sejlerne Jonas Warrer og Martin Kirketerp, kommer til Frederikshavn på fredag.
De er gæster, når Frederikshavn Kommunes byråd hylder de personer indenfor det lokale foreningsliv, som har ydet en forbilledlig indsats. Det gælder både udøvere og ledere.
Godt Gået Prisen finder sted i Det Musiske Hus fredag fra kl. 16.30 til 18.30.
Jonas Warrer og Martin Kirketerp leverede en fantastisk bedrift, da de vandt OL-guld i 49'er, selv om masten på deres båd knækkede kort før starten på sidste sejlads i den heftige storm i Qingdao.
Trods modgangen lykkedes det alligevel at komme til start tre sekunder inden tidsfristen udløb og vinde guldet i en lånt kroatisk båd.
I anledning af overrækkelsen af Godt Gået Prisen til de lokale sportsudøvere er der dækket op til en hyggelig eftermiddag i Det Musiske Hus, hvor borgmester Eriks Sørensen overrækker priserne med en velfortjent begrundelse til prismodtagerne.
Foto: Christian M. Borch





































