Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.01.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Guld og bronze til to af FSF's yngste skøjteløbere

Otte-årige Sara Maya Pruteanu vandt guld, mens syv-årige Maja Gosvig Valeur erobrede bronze ved weekendens Danmarks Cup i Vojens.



 

Danmarks Cup afvikles af Dansk Skøjteunion og er en konkurrence for alle konkurrenceløbere fra hele Danmark.

Frederikshavn Skøjteforening stillede denne gang på grund af både sygdom og skader kun med fem deltagere, der dog alle gjorde det super godt og kom hjem med to medaljer og tre nye personlige rekorder.

Særligt i den yngste række, Chicks, som er for de små skøjteløbere på op til otte år, gjorde FSF sig flot bemærket, idet Sara Maya Pruteanu vandt guldmedaljen med et yndigt program med både flotte piruetter og svære spring. Det var Sara Mayas blot anden konkurrence og også hendes anden guldmedalje, idet hun ligeledes vandt Jysk Fynsk Cup på hjemmebane i Iscenter Nord tilbage i november.

I samme række blev det til en flot bronzemedalje til Maja Gosvig Valeur. Det var også Majas blot anden konkurrence og også hendes anden bronzemedalje. Maja havde fået både nyt program og ny kjole siden Jysk Fynsk Cup og strålede på isen, selv om der var lidt startvanskeligheder med hendes musik. Både Sara Maya og Maja satte nye personlige rekorder.

I den næstyngste række, Cubs, endte ni-årige Merle Isabella Bilstrup på syvendepladsen. Merle opnåede særligt flotte point af dommerne for hendes skating skills og hendes performance, men manglede desværre lige lidt point for det rent tekniske for helt at kunne blande sig i medaljestriden denne gang. I samme række deltog ni-årige Alma Sally Nielsen med et fint tempofyldt program med fine spring, og også Alma lavede ny personlig rekord.

I rækken Debs for løbere op til 13 år løb 13-årige Stephanie Wennerwald et fint program på trods af sygdom. Stephanie have blandt andet et rigtig godt forsøg på et dobbeltspring og ellers meget sikre enkeltspring.

Chicks (op til 8 år)
Sara Maya Pruteanu 1. plads (17,41 point)
Maja Gosvig Valeur 3. plads (12,98 pint)

Cubs (op til 10 år)
Merle Isabella Bilstrup 7. plads (19,65 point)
Alma Sally Nielsen 20. plads (14,54 point)

Debs (op til 13 år)
Stephanie Wennerwald 16. plads (20,58 point)

Det glæder FSF’s formand, Jesper Severinsen, at der er så mange nye skøjteløbere på vej i Frederikshavn Skøjteforening.

- Det ser særligt rigtig godt ud blandt de helt små, hvor vi de næste par år vil komme til at se rigtig mange nye ansigter på isen for FSF til de mange konkurrencer rundt omkring i de danske skøjtehaller – både til begynderkonkurrencerne, Funskate, men også til de store konkurrencer for konkurrence- og mesterskabsløberne, siger Jesper Severinsen.

Har du eller dit barn lyst til at prøve kunstskøjtesporten, er det bare at møde op hver onsdag kl. 17.45-18.30 eller lørdag kl. 10.45-11.30, hvor klubbens Skøjteskole, som er for begyndere i alle aldre, træner. Der er altid mulighed for to gratis prøvetimer og masser af hold-i-hånd piger på isen.

- Sammenholdet blandt de små og store skøjteløbere er noget helt særligt i FSF, der gør meget ud af, at de store hjælper de små - også på Skøjteskolen, fortæller Jesper Severinsen.

Den resterende del af sæsonen byder på flere konkurrencer - både for dem, der skal prøve at deltage i konkurrence for første gang, og for de mere rutinerede. Det kan blandt andet nævnes, at FSF har hele tre deltagere med ved de Nordiske Mesterskaber i Linköbing i Sverige i dagene 6.-10. februar. De tre løbere udgør en del af det danske landshold på 11 løbere.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

FOTO: Birgitte Borup

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close