Nikolaj M. Pedersen, Cecilie Dreier og Amalie Borup fra Frederikshavn Skøjteforening drog hjem fra Hvidovre med hver sin medalje.
I weekenden deltog Frederikshavn Skøjteforening (FSF) i HSK Cup i Hvidovre. HSK Cup er en klubkonkurrence i Hvidovre, der løb af stablen for 14. gang i år. I alt 154 løbere stillede op til konkurrencen - både i mesterskabsrækkerne og i konkurrencerækkerne - og heriblandt var der otte løbere fra Frederikshavn Skøjteforening.
Det blev tre medaljer til Frederikshavn. Cecilie Dreier tog guldet i Debs rækken for mesterskabsløbere, og det med et overbevisende kortprogram med høj sværhedsgrad og stor underholdningsværdi. Cecilie Dreiers langprogram gav også flest point og havde høj sværhedsgrad - den eneste i rækken, der sprang trippelspring.
Hos de mindste mesterskabsløbere Chicks tog Amalie Borup sølvmedalje med hjem med et flot program med fine piruetter og god udstråling.
Nikolaj M. Pedersen fik en bronzemedalje i konkurrencerækken Springs. Han kørte et flot og spændende program med god fart og flotte elementer.
Samlet fik Frederikshavn Skøjteforening en sjetteplads i klubkonkurrencen, som blev beregnet ud fra de forskellige 14 klubbers samlede individuelle placeringer. De frederikshavnske løberes placeringer:
Chicks M (op til 8 år) 2. pl. Amalie Borup
Debs M (op til 13 år) 1. pl. Cecilie Dreier
Novice M (op til 15 år) 5. pl. Emma Louise Jensen 6. pl. Camilla Henriksen 8. pl. Malene Andersen
Cubs K (op til 10 år) 12. pl. Martina Mølholt
Springs K (op til 12 år) 4. pl. Celine Le
Springs K (op til 12 år) 3. pl. Nikolaj M. Pedersen