Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.01.2019 | Af: Christopher Høeg Lundberg

Gymnasieelever laver og opfører egen musical

Frederikshavn Gymnasium og HF inviterer alle interesserede til at komme og se musical torsdag 31. januar kl. 19.00.
Siden sommerferien har elevgruppen "TeaterTorden" arbejdet på historie og manuskript til en musical, som skal opføres på scenen i festsalen på Frederikshavn Gymnasium og HF. 

 

Torsdag 31. januar kl. 19.00 er eleverne klar til at slå dørene op for musicalen "Lige nu og lige her". En musical, som er instrueret af lektorerne Maria R.H. Andersen og Anders Broholm, som også er initiativtagere på projektet.

Små 30 elever er en del af opførelsen, som også tæller skolebandet, der under ledelse af lektor Lise Sørensen skal levere musikken til musicalen i form af kendte danske 80'er-hits.

- Da jeg hørte, at der skulle laves en musical her på skolen, vidste jeg, at jeg skulle være en del af den. Det er selvfølgelig lidt nervepirrende at tænke på, at hele skolen kommer til at se det, men jeg har altid interesseret mig virkelig meget for musicals, så jeg så lidt muligheden som "once in a lifetime", fortæller Sofie Nielsen, 2c.

Sofie Nielsen har rollen som Emilia, der går i gymnasiet sammen med sin kæreste Mathias. Det viser sig, at de to er ret så forskellige på mange områder, og derfor bliver Emilia da også i tvivl, om hun er sammen med den rigtige, da udvekslingsstudenten Alex dukker op i deres liv.

- Det er bare en lille del af vores forestilling, men jeg tror ikke jeg kan fortælle mere uden at røbe for meget, griner Sofie Nielsen.

De af eleverne, der har været med til at skrive manuskriptet, fortæller, at det både har været virkelig sjovt, men til tider også en meget svær opgave.

- Jeg må sige, at jeg har være overrasket over, hvor sjovt det har været at være en del af at skrive manuskriptet. Samtidig har det også været svært at få alt til at passe sammen. Men i sidste ende tror jeg, at det har været en fordel for os alle, at vi har skrevet om nogle på vores egen alder. Det hele er meget tættere på én selv, så man kan nemmere identificere sig med historien og karaktererne, forklarer Diana Rasmussen, 2c, som også er en del af elevgruppen TeaterTorden.

Frederikshavn Gymnasium og HF inviterer alle interesserede til at komme og se musical torsdag 31. januar kl. 19.00. Man kan købe billetter for bare 30 kroner her.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Christopher Høeg Lundberg

FOTO: Christopher Høeg Lundberg

FOTO: Christopher Høeg Lundberg

FOTO: Christopher Høeg Lundberg

FOTO: Christopher Høeg Lundberg

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close