Gå til hoved-indhold
15. september 2019 - kl. 00.09

Gymnasiet indvier mandag ny idrætsplads

  • 1 af 3
    FOTO: Privat
  • 2 af 3
    FOTO: Privat
  • 3 af 3
    30 elever kan være i gang på samme tid i det nye crossfit-omåde.
Af: Kanal Frederikshavn

Mandag 16. september kl. 10.00 indvier Frederikshavn Gymnasium sit nye udendørs idrætsanlæg ved Rimmens Allé. Åbningstalen holdes af borgmester Birgit S. Hansen.

Arrangementet falder sammen med den årlige og traditionsrige idrætsdag, hvor omkring 600 udklædte elever vil være i festhumør og opsatte på at kæmpe for netop deres klasse ved de forskellige poster. Ud over taler vil der være afsløring af idrætsanlæggets nye navn, som er valgt blandt masser af gode forslag fra elever og lærere.

Det nye idrætsanlæg er en del af en større forandringsproces på gymnasiet. Nyt navn, slogan og logo har indtil videre set dagens lys. Der arbejdes samtidig ihærdigt på at gøre gymnasiets nye værdisæt til en del af en le-vende skole.

- Vores fem værdier, faglighed, fællesskab, engagement, tillid og udsyn, skal gennemsyre alt hvad vi gør. Vores nye sportsplads er et symbol herpå, udtaler Jan Bjeldbak, der er uddannelsesleder og markedsføringsansvarlig.

Sportspladsen, som er unik i Vendsyssel, består af et 200 kvadratmeter stort crossfitområde med plads til, at 30 elever kan være i gang på samme tid. Derudover en 60, 80, 100 meter løbebane, et beachområde, der kan huse fire beachvolley-baner eller en beachhåndboldbane, landsdelens flotteste multibane samt et "pulsbjerg" til opvarmning.

På gymnasiet glæder man sig rigtig meget til at tage de mange nye faciliteter i brug.

Program for indvielsen mandag 16. september:
10:00-10:15: Klasse-udklædning.
10:15-10:20: Velkomst v/konstitueret rektor Per Høberg.
10:20-10:30: Tale v/borgmester Birgit S. Hansen.
10.30-10.35: Fællessang for alle v/musikelever og musiklærer Birgit Munch.
10:35-10:40: Afsløring af sportspladsens nye navn & "klippe-snor" v/borgmester Birgit S. Hansen, bestyrelsesformand Gert Nygaard og elevrådsformand Niels Kooij.
10:40-10:45: Konstitueret rektor Per Høberg erklærer sportspladsen med nyt navn for indviet!
10:45-11:20: Frokost + klasseopvarmning + transport til første post!
11:20-14:30: Idrætsdagen 2019

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...