Futsalholdet fra Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus er klar til fredagens finalestævne i den landsdækkende gymnasieturnering.
Mens resten af Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus varmede op til den store fødselsdagsfest fredag 4. marts, var et hold talentfulde drenge fra skolen en tur i Fredericia for at spille indledende runde i gymnasieturneringen i futsal.
Futsal er en sportsgren, som kan sammenlignes med indendørs fodbold. Der er dog nogle afgørende forskelle. Én af de vigtigste har at gøre med bolden: Den bold, som bruges i futsal, er mindre og tungere end en almindelig fodbold. Dermed "springer" bolden ikke, og langt det meste af spillet foregår langs jorden.
Det siger sig selv, at dette stiller store krav til spillernes tekniske formåen og taktiske forståelse. En futsalkamp varer 10 minutter. Spillet stammer (naturligvis) fra Sydamerika, hvor det blev opfundet i Uruguay omkring 1930. Hvis du er interesseret i hele historien om futsal, så tjek www.gymnasiumfutsal.dk.
Det hold, som repræsenterede Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus ved turneringen i Fredericia, bestod af følgende spillere:
Jonas Larsen (3s), Jesper Christensen (3s), Mathias Højbjerg Madsen (2w), Mathias Vinther Mathiassen (2w), Christoffer Green Sørensen (2w), Tobias Halskov (2w), Mads Højmark (2y), Daniel Tribler Christensen (2z), Mathias Madsen (1p) og Patrick Hoffmann Mørk (3s).
Ved stævnet i Fredericia deltog alle de jyske og fynske hold, som var tilmeldt turneringen - i alt ca. 30 hold. Holdene var inddelt i 5 indledende puljer med 5-6 hold i hver pulje. For at kvalificere sig til kvartfinalen krævede det en top-2 placering i den indledende pulje. (Der blev også spillet indledende runder i Grøndalcentre ved København, hvor alle hold fra Østdanmark deltog)
Holdet fra Frederikshavn Gymnasium & HF-Kursus vandt suverænt den indledende pulje. Modstanderne var Hansenberg HTX, Aabenraa Statsskole, Vejen Gymnasium & HF, Rosborg Gymnasium (Vejle) og Nordfyns Gymnasium. Det blev i alt til fire sejre og en enkelt uafgjort, og dermed var adgangen til kvartfinalen sikret.
Kvartfinalen blev en meget spændende affære, hvor Frederikshavn sikrede sig sejren med en scoring blot 7 sekunder før tid. Herefter fulgte endnu en tæt kamp mod et stærkt hold fra Vejen Gymnasium. Trods mange chancer manglede de afgørende marginaler, og vi måtte indkassere et spinkelt nederlag på 0-1.
Gymnasiets hold gik således glip af finalen, men i bronzekampen fik Nordfyns Gymnasium en rigtig futsal-lektion, idet de blev slået med hele 5-0. En flot præstation i betragtning af, at der ikke var mange kræfter tilbage efter mange kampe på kort tid.
Fredag 11. marts mødes så Danmarks 16 bedste hold til finalestævnet i Fredericia. Her deltager de 8 bedste hold fra Jylland/Fyn og de 8 bedste hold fra Sjælland/København. Der spilles i 4 puljer á 4 hold, og de to bedste fra hver pulje går videre til kvartfinalen.
Indtil videre kan vi glæde os over, at gymnasiets hold fik en tredjeplads ved det jysk/fynske stævne, og så er der vist bare tilbage at ønske held og lykke med finalestævnet fredag 11. marts.