Hoteldirektør Camilla Frost er mangeårigt medlem af FREDERIK's bestyrelse. I aften skal hun ud i et kampvalg for at blive genvalgt til bestyrelsen.
Aftenens generalforsamling i handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK bliver et tillløbsstykke. Over 100 medlemmer har tilmeldt arrangementet i Restaurant Frank's i Kattegat Silo.
Den store interesse hænger naturligvis sammen med den uro, som de seneste uger har præget FREDERIK. Især bestyrelsens præsentation af Peer Buch Sørensen som formandskandidat satte sindene i kog.
Handelschef Helle Nørgård Pedersen sagde op, fordi hun af personlige grunde nægtede at have Peer Buch Sørensen som sin chef. Kirsten Kjellberg - et andet formandsemne - trak sig. Og den afgående formand, Ejvind Nielsen, modtog så mange negative reaktioner på valget af Peer Buch Sørensen, at han ombestemte sig og alligevel genopstiller til bestyrelsen.
Sikkert er det, at mindst seks personer stiller op og kæmper om fire pladser i bestyrelsen. Fra bestyrelsen er det Ejvind Nielsen (EN Team Udvikling), Camilla Frost (Hotel Jutlandia) og Søren Brogaard (Friskop Event).
Derudover har følgende meddelt, at de ønsker en plads i bestyrelsen: Peer Buch Sørenesn (Knud E.), Lars Stæhr (Cafe Stæhr) og Mike Petersen (Peiter Sport).
Peer Buch Sørensen siger på forhånd, at han bakker op om Ejvind Nielsen som formand.
Formanden vælges ikke på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen.