Gå til hoved-indhold
23. august 2016 - kl. 04.08

Hård kerne af unge kriminelle i Frederikshavn

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    De eksisterende tilbud viser sig i flere tilfælde utilstrækkelige set i forhold til den mest problematiske gruppe af unge i kommunen.
  • 4 af 4
    De eksisterende tilbud viser sig i flere tilfælde utilstrækkelige set i forhold til den mest problematiske gruppe af unge i kommunen.
Af: Kanal Frederikshavn

Ungelivet i Frederikshavn Kommune har igennem første halvdel af 2016 været under voldsomt pres. En voksende gruppe af unge søger kriminalitet, salg og indtag af euforiserende stoffer og ulovlige våben. Den seneste udvikling kalder på akutte politimæssige og pædagogiske indsatser, der kan stoppe et voldsomt og bekymrende skred i kommunens ungeliv.

En hård kerne af kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge udøver hærværk, vold/trusler og chikane. Det skaber

bekymring hos både kommunen, politikere, politi og borgere, der frygter, at udviklingen spreder sig til resten af kommunens ungeliv. Der er allerede observeret problematiske episoder i ungelivet i både Skagen og Sæby.

Den alvorlige situation drøftes i denne uge i Børne- og Ungdomsudvalget, og indholdet i denne artikel bygger på de oplysninger, som forvaltningen har klædt politikerne på med inden mødet på torsdag.


Der er tale om unge helt ned til 12-13 års alderen, der samler sig i grupperinger og dækker over hinandens aktiviteter og handlinger. Der er i flere tilfælde blevet tilkaldt tæskehold, når unge er i konflikt med hinanden eller har angivet hinanden. En større gruppe af både danske og nydanske unge er tiltrukket af kriminelle (bande-)miljøer, der sandsynligvis henter rødder helt i Brønderslev og Aalborg. Der opleves begyndende radikaliserende tendenser, æresrelaterede konflikter og eksempler på social kontrol i en målestok, der ikke er set i kommunen hidtil.

De unge er i nogle tilfælde marginaliserede og står uden tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. De er kendetegnet ved at være rodløse og identitetsforvirrede. De har brug for hjælp til stabilisering af deres livssituation, så de kan se nye muligheder for fremtiden.

Urolighederne har indtil nu været særlig udtalte i Frederikshavn, hvor områder som Hånbæk, Iscenter Nord, Bangsbo (naturlegepladsen, cykelbanen og bålpladsen) og Palmestranden har været de foretrukne lokaliteter. De unges tilstedeværelse og synlige kriminelle handlinger øger risikoen
for, at områdets udsatte børn og unge rekrutteres til kriminalitet. 

Fritidscenteret HotSpot er placeret midt i de omtalte lokaliteter i Frederikshavn. Fritidscenteret oplever særligt den ændrede situation i ungelivet. Personalet udfordres dagligt af en voksende gruppe af uroskabende og kriminalitetstruede unge. HotSpot er placeret blandt boligblokkene i Hånbæk og har børn og unge fra 9-18 år. Der går cirka 280 børn i fritidsklubben og omkring 350 unge i ungdomsklubben (med et gennemsnitligt fremmøde på 130-150 unge pr. aften). Det betyder, at HotSpot er en central nerve i områdets ungeliv.

Mange børn og unge i lokalområdet frekventerer HotSpot dagligt, hvorfor HotSpot har et naturligt indblik i det aktuelle ungeliv.

Den seneste udvikling kalder på akutte politimæssige og pædagogiske indsatser, der kan stoppe et voldsomt og bekymrende skred i kommunens ungeliv. Der er nedsat en tværgående samarbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra HotSpot, Politiet, SSP, Integrationsafdelingen, skolerne, familieområdet og forvaltningen. Gruppen følger udviklingen i ungelivet tæt og samarbejder om at ændre tilstanden.

Der er gjort forsøg med afholdelse af bekymringssamtaler mellem politiet og konkrete unge. Politiets patruljering i området er øget. Medarbejderstaben i HotSpot er midlertidig opnormeret, der er indført akutberedskab, tilknyttet et vagtfirma, iværksat pædagogiske pilotprojekter og sendt medarbejdere på kultur- og sprogkursus. Integrationsafdelingen har koblet en ung kulturarbejder på HotSpot, og SSP har udarbejdet actioncards i forhold til radikalisering blandt unge.

Situationens alvor taget i betragtning skal der igangsættes nye målrettede indsatser. De eksisterende tilbud viser sig i flere tilfælde utilstrækkelige set i forhold til den mest problematiske
gruppe af unge i kommunen.

Indsats Ungeliv vil de næste tre år sætte et større fokus på livet "under broen", forstået som de unge, der falder mellem stole/tilbud og ofte overlades til tilfældighedernes spil. Der skal med andre ord skabes sammenhæng "under broen".

Udviklingen skal vendes ved, at kommunens pædagogiske og forebyggende ungeindsatser udbygges/opkvalificeres, således at problematiske tilstande opspores længe før den politimæssige
indsats bliver nødvendig. 


Virkeligheden kalder i øjeblikket på en større opmærksomhed på gadeplan i kommunens ungeliv. Situationen fordrer, at der etableres et gadeteam af medarbejdere, der kan opspore og forebygge uroligheder og bekymrende adfærd i ungelivet.
Det opsøgende arbejde skal fokusere på socialt udsatte og kriminalitetstruede unge. I et socialpædagogisk perspektiv skal gadeteamet vejlede, rådgive, konfliktløse, brobygge, mediere og
advokere blandt unge. Gadeteamet skal samarbejde med egne og andre myndigheder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...