Handelsskole har succes med kopi af DR1-program
Løvens Hule er et populært tv-program på DR1, som har kørt i flere sæsoner med blandt andre Jesper Buch og Christian Stadil. Frederikshavn Handelsskole har kopieret konceptet, og lige inden jul skulle alle HHX-elever til "eksamen" foran en række frederikshavnske erhvervsfolk.
Eleverne arbejder fire dage i grupper med at finde en god forretningsidé, som de så undersøger mulighederne for at føre ud i livet. Det være sig markedsmuligheder, juridiske muligheder såvel som økonomiske. De tre fag, de bruger i forløbet, er virksomhedsøkonomi, erhvervsjura og afsætning, som alle er fag, der forbindes med det at tage en HHX.
Eleverne fremlægger herefter deres idé for kompetente "løver" fra det lokale erhvervsliv.
- Her er vi glade for den store opbakning, vi får fra byens erhvervsledere. I år har vi endvidere udviklet på modellen, således at hver gruppe relativt tidligt i forløbet fik et kort møde med en konsulent fra byens erhvervsliv, hvor de kunne diskutere deres idé og afprøve den. Det virkede ret godt. Her fik eleverne super god sparring i for hold til, hvorledes de kunne gå videre med idéen, fortæller koordinator Charlotte Møller Jensen, Frederikshavn Handelsskole.
Eleverne fremlagde deres projekter lige inden juleferien.
Sidsel Schmidt Andersen, iværksætterkonsulent i Erhvervshus Nord, mener, det er en virkelig god tradition, Frederikshavn Handelsskole har med at invitere forskellige personer, hovedsageligt fra det lokale forretningsliv, ind som løver til skolens version af "Løvens Hule".
- Jeg oplevede fem meget forskellige forretningsidéer, som alle var både gennemtænkte og gennemarbejdede. Og bedst af alt, var de alle - måske efter få justeringer – realiserbare, mener Sidsel Schmidt Andersen.
Gitte Haven Nielsen fra Jysk Transport Rådgivning ApS, uddeler også ros til eleverne.
- De havde alle lagt kræfter i deres produkt/koncept. Dog tror jeg, mange unge regner med overskud/vækst fra dag et, og det er jo meget hårdt arbejde at starte virksomhed, ligesom det kræver mange timer. Dertil skal siges, det er flot på så kort tid, at de har kunne opfinde produkter/koncepter, som rent faktisk har en berettigelse. Jeg synes, alle fem grupper kom med noget interessant lige fra bambustrøje, powerbank oplader retursystem, billigst brændsel app, middag til de ældre samt bar med sportsaktiviteter, siger Gitte Haven Nielsen
Lars Fanth er imponeret over, at alle grupper havde et godt forslag til et produkt, som klart var tidssvarende og for de fleste virkelig løste et dagligt problem - og kunne spare tid eller øge sikkerhed for brugeren. Tid, som altid er en mangelvare.
- Jeg bemærkede også, at eleverne havde arbejdet godt med både økonomi, markedsanalyse og jura. Mange havde virkelig gjort sig nogle grundige overvejelse. Herudover må man også sige, at unge mennesker er dygtige til at stå foran andre og præsentere noget, mener Lars Fanth.
Heldigvis er det ikke kun "Løverne", som er tilfredse med Frederikshavn Handelsskoles lokale udgave af "Løvens Hule".
- Vi har været igennem nogle helt andre ting end dem, vi arbejder med i undervisningen til dagligt. Vi har skulle idégenerere og skabe et produkt, som vi har arbejdet med at sælge og få op at stå. I vores gruppe blev vi hurtigt enige om, at vi ville skabe et produkt, der både hjælper mennesker, er nemt og er billigt. Derfor fandt vi på at lave en online psykolog app, der skal gøre det nemmere for mennesker at få hjælp, når de har brug for det, samtidig med at de ikke skal betale så meget som for en almindelig psykolog, fortæller Caroline Bering fra hh2a.
Hun mener, at forløbet har været meget lærende.
- Det giver en helt anden oplevelse, når man selv skal lave regnskab eller lave en markedsføringsstrategi. Samtidig blev vi bedømt af nogle faktiske erhvervsfolk, som virkelig forstod, hvordan vi har arbejdet og har et indblik i, hvordan det fungerer, siger Caroline Bering.
Den rigtige udgave af "Løvens Hule" er tilbage på DR1 efter nytår, og her bliver Christian Stadil afløst af frederikshavneren Jacob Risgaard, medejer og partner i Coolshop.





































