Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.01.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Handelsskolen inviterede indenfor til Åbent Hus

Tirsdag inviterede Frederikshavn Handelsskole til Åbent Hus. Aftenen bød på præsentationer af handelsskolens tre forskellige ungdomsuddannelser: EUD, Maritim Business EUX og Handelsgymnasiet (HHX).

 

På Frederikshavn Handelsskoles erhvervsuddannelser EUD og Maritim Business EUX kunne gæsterne høre om uddannelsens indhold og møde nuværende elever, lærere og studievejledere, handelsskolens praktikkonsulent og lokale samarbejdsvirksomheder fra erhvervslivet.

EUD er for elever, som ønsker den korteste vej til erhvervslivet. Uddannelsen giver elever mulighed for at få elevplads i handels- og detailvirksomheder og selve grundforløbet tager kun 20 uger på Frederikshavn Handelsskole.

Som noget nyt og ganske særligt udbyder handelsskolen, som den eneste i landet, en Maritim Business EUX. Uddannelsen gør elevernes vej til erhvervslivet mere virkelig.

Frederikshavn Handelsskole samarbejder med flere maritime virksomheder, for at elevernes erhvervsuddannelse veksler mellem teori og virkelighedsnære problemstillinger. Den store fordel ved denne uddannelse er, at man både bliver fagligt og får en gymnasial eksamen, som er adgangsgivende til korte- og mellemlange videregående uddannelser.

Åbent Hus arrangementet tog plads i erhvervsuddannelsernes nye fælleslokale SHIPPING.dk. Et nyrenoveret lokale, som SHIPPING.dk sponsorerer i to år.

På Handelsgymnasiet blev gæsterne til Åbent Hus introduceret til den merkantile studentereksamens opbygning, indhold og studieture i skolens auditorium. Som ny elev på handelsgymnasiet vil man få merkantile fag på skoleskemaet, som man ikke har haft i folkeskolen for eksempel afsætning, erhvervsjura, kulturforståelse og virksomhedsøkonomi.

Handelsgymnasiet tilbyder fire studieretninger; Økonomi, Globalisering, Sprog og Iværksætteri og efter kun tre måneder i 1.g på handelsgymnasiet, skal førsteårseleverne vælge studieretning.

Julie Farum fra HH2A økonomi-linjen og Joachim Snebang fra HH2E globaliserings-linjen beskrev deres hverdag på handelsgymnasiet, hvordan kultur og fællesskab etableres og venskaber skabes på tværs af årgange og studieretninger.

Emil Gade, økonomistudent fra 2016, beskrev, hvordan han fagligt og personligt udviklede sig igennem sine tre år på handelsgymnasiet. I dag læser han Jura på Aarhus Universitet.

Efter fællesorienteringen i skolens auditorium kunne gæsterne vælge, hvilke tre studieretninger de ville høre mere om. Her stod skolens dedikerede lærere, vejledere og elever klar til at uddybe studieretningerne.

Preben Vejrum fra Vendsyssel SportsCollege stod også til rådighed for elever, der ønsker at kombinere ungdomsuddannelse og elitesport på handelsgymnasiet.

Nåede du ikke forbi Åbent Hus, er du altid velkommen til at kontakte handelsskolens studie- og gymnasievejledere og besøge skolen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close