Havnedirektør: Det kan kun gå for langsomt
Torsdag 18. august dannede Color Hotel i Skagen ramme om konferencen "Maritim Vækst i Skagen" med indlæg fra bl.a. transportminister Hans Christian Schmidt og en række eksisterende og kommende virksomheder på Skagen Havn.
På konferencen blev resultaterne af en analyse omkring vækst- og innovationspotentialerne ved de maritime erhverv i Skagen præsenteret af henholdsvis Skagen Havn samt Gemba Seafood Consulting og Rambøll A/S - de to konsulenthuse, der har udført forundersøgelsen.
Forundersøgelsen konkluderer, at der er reelle vækstmuligheder indenfor især krydstogtindustrien, det maritime serviceområde og godstransportindustrien, og at en fysisk havneudvidelse er en vigtig forudsætning for denne vækst. Hvis disse potentialer udnyttes, anslår forundersøgelsen, at det vil give ca. 300 nye maritime jobs i Skagen samt styrke den maritime klynge i Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland.
Såfremt havnefaciliteterne udvides - og med udgangspunkt i den globale stigning i krydstogtsturismen - forventes 25 anløb pr år i Skagen samt 10 procent vækst årligt. Et krydstogtanløb anslås til ca. 200.000 kr. pr. anløb; halvdelen til havneafgifter og halvdelen til serviceindkomst.
Udvidelse af havnefaciliteterne muliggør ligeledes en vækst indenfor det maritime serviceområde. Etablering af spild- og slopolie terminal, bunkersterminal, gastanker service hub og en ny tørdok til servicering af større skibe, end havnen kan modtage i dag, vil øge vækstmulighederne betydeligt. Med havneudvidelsen vil Skagen Havn kunne servicere større krydstogtskibe, olietankere, færger og boreplatforme.
På fiskeriområdet fastslår rapporten, at Skagen Havn som Danmarks største fiskerihavn har et økonomisk potentiale på ca. 5 mio kr. årligt ved udvidet pelagisk aktivitet, fx makrel.
På konferencen deltog også repræsentanter fra eksisterende og kommende virksomheder på Skagen Havn, f.eks. Monjasa, som er en danskejet koncern, der har specialiseret sig i bunkring, det vil sige leverancer af brændstoffer og smøremidler til skibe, fx fuel olie og gas olie.
- Der er aldrig blevet fragtet så meget gods på tværs af kloden som i dag, og den tendens ser ikke ud til at aftage i de næste 100 år. Det betyder, at vi med ret stor sikkerhed vil kunne blive ved med at sælge bunkerolie. Og når nu Skagen passeres af 100.000 skibe årligt, og dermed udgør verdens tredjestørste skibstrafikstræde, er det oplagt at etablere en bunkerstation i og omkring Skagen. Fordelene for lokalsamfundet vil bestå af såvel etablering af lokale arbejdspladser, herunder underleverandører til bunkerolie-aktiviteterne i form af f.eks. småreparationer, smøreolieleverancer etc., vurderer adm. direktør Jan Jacobsen.
Christian Lund, General Manager, Cruise Coordination i Maersk Broker Agency, som håndterer 75-80 procent af alle krydstogtanløb i Danmark, udtaler:
- Krydstogt-turismen har gennem de seneste år gennemgået en rivende udvikling. Der er kommet bredere spredning af forskellige nationaliteter, som tager på krydstogt. Endvidere har der gennem de seneste 5-7 år været en kraftig fornyelse og forøgelse af den samlede krydstogtflåde. Skagen ligger geografisk godt placeret som passagepunkt for både krydstogter til Østersø-regionen og til Norge.
Knud Degn Karstensen, ejer af Karstensens Skibsværft i Skagen, som er markedsførende indenfor bygning og vedligeholdelse/servicering af pelagiske fiskefartøjer, inspektionsskibe osv, supplerer:
- Reparations- og nybygningsaktiviteterne er på et højt niveau – og stigende, og der ligger et stort vækstpotentiale for Skagen i at tilbyde vedligeholdelse og servicering af større fartøjer end vi kan modtage i dag. Dette vil være muligt med den havneudvidelse, som Skagen Havn planlægger, og skabe nye maritime jobs i Skagen samt styrke den maritime klynge i Nordjylland
Willy B. Hansen, adm direktør for Skagen Havn udtaler:
- Nu er resultatet af forundersøgelsen offentliggjort, og eksisterende og kommende virksomheder har forholdt sig til potentialerne på en meget positiv måde. Næste skridt er udarbejdelse af en projekt- og finansieringsplan i samråd med en bygherrerådgiver. Det er vigtigt for Skagen Havn at pointere, at vi går efter en overskuelig og realiserbar løsning indenfor en kort tidshorisont - og med en miljøgodkendelse allerede i hus, er der kun en vej: fremad, og det kan kun gå for langsomt!
Skagen Havn har investeret ca. 250 mio. kr. i havnen siden 2005 (etape 1 af strategisk havneudviklingsprojekt) og etape 2 forventes at løbe op i 295 mio kr. Etape 2, som løber frem til 2015, omfatter udvidelse af indsejling fra 80 til 175 m, uddybning af vanddybde fra 8 til 12 m, nyt havnebassin, 450+ meter ny kaj, 1,5 km nye ydermoler samt ny tørdok.
Transportminister Hans Christian Schmidt:
- Der er ingen tvivl om, at de danske havne som infrastruktur spiller en afgørende rolle for at skabe vækst og udvikling i Danmark – og denne rolle vil ikke blive mindre i fremtiden. Det giver derfor også rigtig god mening, at man i Skagen ønsker at skabe vækst gennem at videreudvikle et af sine i forvejen stærke styrkeområder – det maritime og de øvrige havnerelaterede erhverv. Ikke mindst set i kombination med den grundige foranalyse af bæredygtige forretningspotentialer, der allerede er gennemført.
Borgmester Lars Møller, Frederikshavn Kommune:
- Jeg er glædeligt overrasket over de mange vækstpotentialer, som er kommet frem på konferencen i dag. Det understøtter i allerhøjeste grad vores erhvervsstrategi på det maritime område i Frederikshavn Kommune. Havnene i vores kommune er altafgørende for, hvad vi skal leve af i fremtiden – og i forhold til det maritime er vi bestemt ikke "udkantsdanmark" – snarere "forkantsdanmark".






































