Gå til hoved-indhold
09. juni 2018 - kl. 04.06

Havnens bestyrelse drøfter ny udvidelse

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Bestyrelsesformand Bo Uggerhøj, Frederikshavn Havn: - Hvis der kommer flere kunder, er vi nødt til at snakke etape 3, så den kan blive en realitet, før vi selv forstår det.
Af: Michael Frederiksen

- Når man har udsolgt i etape 1 og 2, så begynder man jo omgående at sige: Hvad med etape 3?

Sådan lød det fra en optimistisk Bo Uggerhøj, bestyrelsesformand i Frederikshavn Havn A/S, da entreprenør Per Aarslef A/S fredag eftermiddag officielt afleverede etape 1 af havneudvidelsen til Frederikshavn Havn.

Formanden tilføjede, at etape 3 rent faktisk allerede blev diskuteret på et bestyrelsesmøde fredag formiddag.

- Vi skal selvfølgelig huske på, at vi har investeret en god milliard kroner i etape 1 og 2, så vi skal lige være sikre på, at alt kommer til at køre, som det skal. Men hvis der kommer flere kunder, er vi nødt til at snakke etape 3, så den kan blive en realitet, før vi selv forstår det, vurderer Bo Uggerhøj.

Han konstaterer også med stor tilfredshed, at økonomien ser markant bedre ud end håbet for bare to år siden. Dengang var målet i 2021 en omsætning på 87 millioner kroner. Det tal er nu opjusteret til 110 millioner kroner og et overskud på 25 millioner kroner.

- Vi var meget usikre på, hvad det var for nogle lejere, vi fik, da vi gik i gang med projektet, og hvad ville de betale? Vi budgetterede derfor relativt konservativt. Det har vist sig, at vi har fået nogle bedre priser og lejere igennem, så tingene ser noget lysere ud, end de gjorde for bare et halvt år siden, udtaler Bo Uggerhøj.


<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fkanalfrederikshavn%2Fvideos%2F2073186686047455%2F&amp;show_text=0&amp;width=560" width="560" height="315" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowtransparency="true" allowfullscreen="true"></iframe>

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...