Gå til hoved-indhold
11. december 2018 - kl. 00.12

Havvindmøller: Mandag er skæbnedag i byrådet

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Kommunen har modtaget 33 positive tilkendegivelser og 131 negative tilkendegivelser. Dertil kommer en underskriftsindsamling med 253 negative tilkendegivelser.
  • 4 af 4
    Kommunen har modtaget 33 positive tilkendegivelser og 131 negative tilkendegivelser. Dertil kommer en underskriftsindsamling med 253 negative tilkendegivelser.
Af: Kanal Frederikshavn

På mandag afgøres det, om Frederikshavn Kommune skal udnytte sin indsigelsesret, når det gælder fem kystnære havvindmøller 4,5 kilometer fra Frederikshavn.

Kommunen har modtaget 33 positive tilkendegivelser og 131 negative tilkendegivelser. Dertil kommer en underskriftsindsamling med 253 negative tilkendegivelser samt en negativ tilkendegivelse fra en grundejerforening ved Sindallund, hvor der angives, at de svarer på vegne af 163 grundejere. Syv har indsendt spørgsmål uden at forholde sig til møllerne. Derudover er der tilkendegivelser fra Dansk Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der bedst kan betegnes som betingede positive.

Derudover foreligger der tilkendegivelser fra Erhvervshus Nord, Turisthus Nord, Frederikshavn Havn og Strandby Fiskeriforening, som er positive over for projektet.

Socialdemokratiet har allerede meldt ud, at partiet er positivt stemt over for projektet, og da Socialdemokratiet sidder på 18 af de 29 pladser i byrådet, er afgørelsen truffet forhånd. Frederikshavn Kommune protesterer ikke mod virksomheden European Energys ønske om at etablere et demonstrations- og testsite for havvindmøller ud for Frederikshavn Havn budgetteret til cirka 600-750 millioner kroner.

Frederikshavn Havn forventer indtægter i form af udlejning af kajplads i forbindelse med slutsamling af møllekomponenter, udskibning fra havn ved etablering af havmølleparken, efterfølgende tilknyttes servicebåde til sitet, idet de vil få base i Frederikshavn Havn. P.t. har Frederikshavn Havn dialog med potentielle energikrævende virksomheder, om etablering på havnen i forbindelse den kommende havneudvidelse. Disse virksomheder efterspørger store mængder el.

Projektet pålægger Frederikshavn Forsyning et investeringskrav på 15 millioner kroner. Forsyningen har en samfundsmæssig forpligtigelse til at levere ledningsnet, som matcher den el-produktion og det elforbrug, som er i lokalområdet. Havmølleparken vil kræve en forstærkning af el-nettet fra havnen til Starbakken.

Indenfor den nærmeste årrække bliver der et behov for ekstra kapacitet i by-nettet uafhængigt af havmølleparken. Med ovennævnte forstærkning af elnettet vil det fremtidige behov være dækket. Gevinsten er, at der kan forventes et tilskud fra Energinet.dk på 1,5-3 millioner kroner.

Modsat tidligere potentielle investorer, som har arbejdet med udviklingen af havmølleparken, har European Energy ikke stillet krav om investering fra kommunens side.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...