Gå til hoved-indhold
17. oktober 2011 - kl. 17.10

Hedegaards faktaboks om arbejdet i Byrådet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Jens Hedegaard (A): - Frederikshavn har aldrig haft så solidt et styre, som når S og V sammen har stået i spidsen for kommunen.
Af: Kanal Frederikshavn

Der er ikke noget mere ødelæggende for en god debat end fakta og kendsgerninger. Ikke fordi jeg tror det ændrer så meget ved de frelste, men der kunne jo være nogle, der have en almen interesse. Hvordan er det nu lige det forholder sig?

Postulat 1: "Frederikshavn bestemmer, raner alt til sig og udsulter Sæby og Skagen".

Byrådets sammensætning viser, at der kommer otte medlemmer fra Skagen Gl. Kommune, 11 fra Sæby og 12 fra Frederikshavn. Borgmesterposten og fire formandsposter gik til Sæby Gl. Kommune, tre til Frederikshavn og en til Skagen. Indbyggertallene viser 12.000 i Skagen, 32.000 i Frederikshavn og 18.000 i Sæby. Hvis Frederikshavn har ranet noget til sig, er det de demokratiske valgte repræsentanter fra Skagen og Sæby, der har besluttet det.

Postulat 2: "Det røde flertal har kørt Frederikshavn Kommunes økonomi i sænk".

Det første reelle regnskab i 2007 efter kommunesammenlægningen viste, at vi havde en langsigtet gæld på 939 mill og en kassebeholdning på minus 86 mill. I 2009, hvor Socialdemokratiet blev sat på porten, havde vi en langsigtet gæld på 888 mill og en kassebeholdning på minus 8 mill. Alene det sidste år forbedrede vi kassebeholdningen med 53 mill.

Efter V, SF og C tiltrådte i 2010, under sloganet "Økonomisk genopretning", viser prognosen, at vi to år efter ved udgangen af 2011 vil have en kassebeholdning på minus 65 mill. Stigende til minus 201 mill. i 2015, og en langsigtet gæld på 986 mill. ved udgangen af 2011. Plus en ny skole til 200 mill. Siden jeg kom i Byrådet for 18 år siden har Venstre for øvrigt været en del af samtlige budgetforlig i mindst 2/3 af årene.

Postulat 3: "Socialdemokraterne er en flok gamle sure mænd, der ikke vil samarbejde".

Ved sidste konstituering gjorde jeg mig, i al beskedenhed, til talsmand for, at Socialdemokratiet og Venstre konstituerede os sammen, og gerne med flere partier. Med Erik Sørensen som borgmester. Erik fik 900 stemmer flere end Lars Møller og S 1400 stemmer flere end V. Det ville have givet en demokratisk ledet kommune, hvor mindst 80 procent af vælgerne stod bag konstitueringen.

Frederikshavn har aldrig haft så solidt et styre, som når S og V sammen har stået i spidsen for kommunen. Desværre faldt forslaget. "Folk ”udenfor byrådssalen" kuppede forslaget, og vi fik den kendte konstellation, hvor 50 procent af Byrådet - og hermed vælgerne - er holdt totalt udenfor indflydelse.

Ingen i oppositionen skulle have et ben til jorden, hvilket aldrig har været praktiseret før. Selv repræsentanten i "Den selvejende institution Jens Otto Krags hus i Skiveren" havde Venstre sat sig på, indtil de lige fik tænkt sig om!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...