Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.08.2020 | Af: Peter Marquard

Helle: En spændende opgave jeg ser frem til

Helle Thomsen har senest været træner i Molde i Norge.
HÅNDBOLD: Som Kanal Frederikshavn tidligere i dag kunne fortælle, skal frederikshavneren Helle Thomsen være cheftræner i den tyrkiske klub Kastamonu.



 

- Det er korrekt, at jeg pakker kufferten og flytter til det nordlige Tyrkiet, hvor Kastamonu hører til. Det er en spændende opgave, som jeg ser meget frem til, siger Helle Thomsen til Kanal Frederikshavn.

49-årige Helle Thomsen, der i de senere år har haft stor succes som træner på klubplan for FC Midtjylland og for Sverige og Holland i landsholdsregi, har senest været cheftræner i norske Molde, men nu bliver adressen en smule mere eksotisk for den eftertragtede træner.

- Jeg er blevet præsenteret for et spændende projekt, hvor tyrkerne drømmer om at blive løftet et niveau op, så vi kan spille med i Europa og i Champions League. Vi skal sammen bygge noget langsomt op, uden der er nogen tidshorisont på. Men det skal sikkert nok vise sig, at deres tidshorisont er kortere end min, smiler Helle Thomsen.

Hun var også blevet rygtet til den russiske storklub Rostov-Don, hvilket hun også bekræfter overfor Kanal Frederikshavn.

- Det er rigtigt, at jeg var blevet kontaktet af Rostov-Don, som jeg dog pænt valgte at takke nej til. Timingen var simpelthen ikke optimal, udtaler Helle Thomsen.

På spørgsmålet om, hvordan man som træner kan sige nej tak til at blive træner på den øverste hylde indenfor kvindehåndbold, siger hun.

- Der er store problemer med at få visum til Rusland i øjeblikket på grund af COVID-19. Rostov-Dons udenlandske spillere skulle være tiltrådt 1. juli, men de har ikke fået visum endnu, så jeg kunne ikke få klarhed for, hvornår jeg kunne komme ind i landet. Jeg har kigget på turneringsplanen i Rusland, og de spiller kampe hver tredje-fjerde dag, så der var risiko for, at jeg først kunne sætte mit præg på holdet langt inde i turneringen. Desuden er Tyrkiet et spændende land med en anderledes kultur, så jeg er sikker på, at der venter mig en god oplevelse. Rostov-Don spiller for at komme i Final-Four i Champions League, men det er jo ikke sådan, at de ikke kan spille håndbold i Tyrkiet. Der er blandt andet tre udenlandske spillere med Champions League-erfaring og som har et højt niveau, siger Helle Thomsen.

Den sympatiske håndboldtræner havde for øvrigt, da Kanal Frederikshavn talte med hende, netop overstået syv timers træning med spillere i alderen 11-19 år i Bindslev/Tversted.

- Det er vildt hyggeligt at deltage i sådan en træning, smiler Helle Thomsen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Molde HK

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close