Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.03.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Henrik Rindom i Fr.havn: Rygning burde forbydes

Over 200 mennesker lyttede til Henrik Rindom i Arena Nord.
Det var en yderst kompetent foredragsholder, der besøgte SIND Frederikshavn tirsdag aften i Spar Nord Lounge i Arena Nord.

 

Henrik Rindom samlede over 200 deltagere, der intenst lyttede til foredraget, som handlede om psykisk sårbare og misbrug. Han er anerkendt i vide kredse herhjemme, og til daglig er han overlæge i Stofrådgivningen, som er et behandlingstilbud for unge med misbrug.

Henrik Rindom indledte sit foredrag med at fortælle, at han selv havde været misbruger. I forbindelse med en personlig krise havde han et skadeligt forbrug af alkohol, men vænnede sig fra ved at deltage i en uddannelse fremfor at sidde på værtshus. Henrik Rindom er også tidligere ryger, men stoppede for over 20 år siden, men rygetrangen er der stadig.

Dobbeltdiagnosepatienter blev et stort emne, og for deres vedkommende kunne Henrik Rindom fortælle, at skizofrene er generet af positive og negative symptomer. Nogle patienter er brugere af rusmidler, og her kan man med fordel reducere medicinen, så de holder op med rusmidlerne.

Hash blev også vendt, og her var Henrik Rindom klar i sin tale. Han ser gerne, at den bliver legaliseret. Han mener, at samfundet bruger mange penge på kriminalisere, og politiet uanede ressourcer på at bekæmpe det, men ingen tiltag har virket.

Henrik Rindom mener, at man skal bruge alle ressourcerne på forebyggelse, så man på sigt får færre mennesker, der starter med at ryge hash.

- Rygning burde forbydes.

Så kort og kontant udtrykte Henrik Rindom det. Flere end 14.000 mennesker dør årligt af sygdomme relateret til rygning, og samtidig er rygning for mange mennesker medvirkende til at udvikle et hashmisbrug.

Henrik Rindom fortalte, at vi skal være bedre til at tale med vore psykisk syge med dobbeltdiagnose og forstå deres motivation for at bruge rusmidler.

Det var også meget indtrængende for Henrik Rindom at komme med en kraftig advarsel mod brugen af lattergas blandt unge mennesker. Lattergassen har en svag morfinvirkning, så man kan blive afhængig af den, og når man tager gassen, får man ingen ilt ned i lungerne, og det kan være livstruende.

Han lod ingen tvivl tilbage om det største problem herhjemme.

- Det er uden sammenligning alkohol. Der er over 140.000 danskere, som er total hjernevasket på alkohol, men her lever vi i en sen middelalderlig opfattelse af, at nu skal de bare tage sig sammen.

Et meget lyttende publikum sluttede aftenen af med spørgsmål, og det var med stående klapsalver, at Henrik Rindom forlod podiet efter mere end to timers spændende foredrag.

SIND’s næste arrangement er torsdag 4. april, hvor der underholdning og foredrag med multikunstneren Leif Sylvester og journalist Peter Hagelund. Dette arrangement finder sted på Scandic The Reef i Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: SIND

FOTO: SIND

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close