Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.01.2018 | Af: Michael Frederiksen

Herligt lettisk hattrick i underholdende WH-sejr

Roberts Jekimovs scorede tre mål mod Rungsted Seier Capital. Foto: iShoot.dk
I fjerde forsøg lykkedes det Frederikshavn White Hawks at få skovlen under Rungsted Seier Capital. I en underholdende kamp med mange fine offensive aktioner af begge hold vandt White Hawks med 7-3 for øjnene af kun 723 tilskuere (bundrekord i denne sæson) i Scanel Hockey Arena.

 

Tre nederlag i træk på hjemmebane og muligheden for at følge kampen direkte på TV2 Sport betød, at tilskuerne svigtede White Hawks. Ja, selv fanklubbens trommer bag målet stod uberørte. Det lignede næsten en protest fra de mest dedikerede WH-supportere, som gik glip af en især sprudlende tredjekæde med Eriksson-Lauridsen-Jekimovs.

Hjemmeholdet stillede igen op uden Joachim Linnet, men til gengæld vendte Marcus Pedersen tilbage efter at have været ude i seks kampe med en skade. Han spillede i aften sin førsteholdskamp nr. 100 for White Hawks. Det samme gjorde Thomas Lillie, som dog for tredje kamp i træk var henvist til bænken.

Rungsted Seier Capital havde tre tidligere WH'ere med til den sene aftenkamp i Frederikshavn. Robin Bergman og Marcus Olsson i henholdsvis første- og andenkæden samt cheftræner Peter Johansson.

Nick Olesen bragte White Hawks foran i tiden 7:58. Målet faldt i kampens første powerplay. Dejligt for frederikshavnerne at score i overtal. Nick Olesen afsluttede lynhurtigt og passerede Sebastian Feuk i Rungsted-målet.

Nick Olesen havde muligvis haft pucken i nettet 28 sekunder tidligere. WH-skarpskytten jublede i hvert fald, og dommeren satte noget nær danmarksrekord, da han kiggede tv-billederne igennem. Men efter syv-otte minutters pause - hvor spillerne  måtte ud på isen for at holde sig klar - fastholdt dommeren beslutningen om ikke at dømme mål.

Det blev også 2-0 til hjemmeholdet. Rasmus Søndergaard førte kvikt pucken frem og afleverede til Jens Henrik Tönjum i højre side. Han fandt 100 kampsjubilaren Marcus Pedersen foran mål, og han scorede sikkert. Så nemt og effektivt kan det gøres.

Gæsterne, som især i den sidste del perioden kombinerede flot, reducerede i tiden 13:18. Christian Larsen reddede to gange, men tredje gang var lykkens gang for nordsjællænderne. Dygtige Jake Hansen overlistede WH-keeperen.

Simon Grønvaldt, Mads Larsen, Christian Mieritz og Cam Spiro gjorde det sværere end nødvendigt for White Hawks med dumme pucktab, men stillingen forblev 2-1 første periode ud.

Anden periode blev en underholdende affære, hvor begge holds kvaliteter klart lå i det offensive. Publikum blev ikke mindst forkælet med et par lærke scoringer af Roberts Jekimovs. Den 28-årige lette gjorde det til 3-1 efter godt ét minut af anden periode. Smart og elegant blev han den store i duellen med Rungsted-keeperen efter forarbejde af Kristoffer Lauridsen og Henrik Eriksson. Samme trio stod bag 4-1-målet. Et klassemål. Ét af de flotteste opspil i denne sæson i Scanel Hockey Arena og altså igen med Jekimovs som skarpretter. Dermed nåede han op på 12 fuldtræffere i denne sæson, men han var ikke færdig endnu.

Selv om Rungsted på dette tidspunkt førte skudstatikken med 18-15, krævede Peter Johansson timeout. En klog beslutning, og i tiden 33:57 reducerede Nikolaj Rosenthal til 2-4. White Hawks var i overtal, men Anthony DeLuca mistede pucken i angrebszonen. Det straffede Rungsted effektivt i den anden ende, hvor White Hawks gav to Rungsted-folk alt for let spil.

DeLuca gjorde skaden god igen mod slutningen af anden periode. Han passerede Sebastian Feuk efter flot forarbejde af arbejdsomme Jens Henrik Tönjum, som igen understregede, at han er en gevinst, når han får lov til at spille i andenkæden.

I tredje periodes andet minut kanonerede Henrik Eriksson hjemmeholdet foran med 6-2. Hvilket herligt hug helt oppe i fjerneste hjørne. Kristoffer Lauridsen assisterede for tredje gang i aften til en WH-scoring.

Rungsted reducerede med fem minutter igen, da Christian Larsen uheldigt parerede pucken direkte ud på en medspiller, hvorfra den lille gummiskive akkurat trillede over målstregen. Ærgerligt mål og irriterende for Christian Larsen, som stod en fin kamp og helt sikkert forsvarede sin nye position som cheftræner Mario Simionis foretrukne keeper.

White Hawks havde hele to muligheder i spil 5 mod 3 i tredje periode, og efter et laaaaangt tilløb øgede Roberts Jekimovs i det sidste minut til 7-3 med sin tredje scoring i aften - igen assisteret af Lauridsen og Eriksson. 

Efter tre nederlag i træk på egen is var det fornøjelse at være WH-fan tirsdag aften i Scanel Hockey Arena. Der kommer helt sikkert mange flere end 723 tilskuere på søndag mod Herlev. Og mon ikke også, at trommerne igen kan høres i Scanel Hockey Arena?

 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close