Historisk håndboldsejr til nyt fælleshold fra FfI/SEIF
19-årige Sebastian Andersen blev topscorer med seks mål.
Lørdag eftermiddag var der sæsondebut til Vendsyssel Herre Håndbold (VHH), Frederikshavns nye og unge 2. divisionshold. Det er første gang nogensindem at SEIF Hånbold og FfI Håndbold har et holdfællesskab på herresiden, og det begyndte med stor succes.
Første modstander var på udebane liga-reserverne fra Skjern Håndbold, som på papiret er et af de stærkste hold i rækken. Skjern har ligesom VHH et ungt og meget talentfuldt hold, som vil kunne tage mange point i løbet af sæsonen.
Kampen startede meget nervøst fra begge holds side, og efter otte minutter var stillingen 2-0 til hjemmeholdet! Ikke just den bedste start for VHH i sæsonpremieren, men efter den noget rodede start fik VHH for alvor fat i kampen.
19-årige Sebastian Andersen kom på banen midt i halvlegen og viste med det samme sin store skudstyrke. Han lavede fem mål på fem skud inden pausen. Samtidig hævede resten af spillerne deres niveau og viste med tydelighed den noget større fysik, som holdet besidder i forhold til Skjern.
Skjern havde store kvaler med at komme igennem VHH’s stabile og bevægelige 6-0 forsvar. Dette resulterede i en fortjent pauseføring på 12-14. Man var i VHH’s omklædningsrum enige om at fortsætte, hvor man slap i første halvleg, nemlig det aggressive og kompakte forsvarsspil samt det kloge angrebsspil mod Skjerns meget offensive 4-2 forsvar.
Anden halvleg startede meget lige, men som halvlegen skred frem, var VHH fortsat i front med et par mål. VHH spillede meget klogt mod hjemmeholdets offensive forsvar og stod stadig solidt i forsvaret kombineret med målmand Kristian Hundborg stod i vejen for mange af hjemmeholdets afslutninger.
Hjemmeholdet havde store problemer fysisk - samtidig med VHH var skarpe i angrebet. Martin Pedersen havde sidste eller næstsidste hånd på flere af scoringerne, da VHH for alvor rykkede fra Skjern de sidste 12 minutter. Det endte til sidst med en meget sikker og fortjent udebanesejr til VHH på 24-28.
Alt i alt en god sæsondebut, hvor holdet over hele linjen bestod. Forsvaret og målmænd stod godt hele kampen igennem, og i angrebet blev der spillet meget klogt uden at være prangende.
Næste kamp er hjemme i Bannerslundhallen på lørdag 1. oktober kl. 13.30 mod Hogager GF.
Målscorere Sebastian Andersen 6 mål Carsten Jensen 5 (3 på straffe) mål Anders Risdal 4 mål Anders Nielsen 4 mål Martin Pedersen 4 mål Rasmus Mølgaard 3 mål Pascar Sivam 1 mål Rasmus Nielsen 1 mål
VHH’s andethold i 3. division havde også sæsonpremiere på hjemmebane i Bannerslundhallen mod Nøvling. Holdet tabte efter en god indsats desværre med 25-35 efter 12-14 ved pausen. Holdet var med indtil fem minutter før tid, hvor Nøvling desværre formåede at rykke fra VHH og vinde komfortabelt til sidst. Topscorer var Mike Daarbak med 12 mål.