Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.05.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Hjemmebanehåb sikkert videre i Arena Nord

De festlige peruvianske tilskuere vandt publikumsprisen på førstedagen i Arena Nord.

Det lokale håb i herresingle – hollænderen Eric Pang, der spiller for Vendsyssel i ligaen – er klar til anden runde ved badmintonturneringen Forza Denmark International, som torsdag begyndte i Arena Nord i Frederikshavn. Eric Pang vandt 21-19, 21-18 over Søren Gravholt fra Erritsø.



 

- Jeg plejer altid at have problemer i første runde, men det havde jeg ikke i aften. Jeg har spillet i Frederikshavn i tre år, og det betød, at jeg straks følte mig hjemme, siger Eric Pang.

Han er seedet til semifinalerne. For at nå dertil skal han fredag besejre Mattias Borg fra Sverige, inden han lørdag kan se frem til at møde vinderen af Rasmus Fladberg og Flemming Quach. Sidstnævnte leverede førstedagens største overraskelse i Frederikshavn. Århusianeren besejrede den 10. seedede svensker, Henri Hurskainen i to sæt: 24-22, 21-15.

- Nu skal jeg ud og finde et hotelværelse. Jeg havde ikke lige regnet med at vinde over en spiller, der ligger i Top 50 på verdensranligsten, smilte den glade århusianer efter triumfen.

Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus, der er seedede til finalen, er også videre til anden runde. Det samme er Victor Axelsen og Joachim Persson, to andre danske håb ved Forza Denmark International.

- Vi er meget tilfredse med førstedagen. Alt gik planmæssigt, og Arena Nord danner som ventet en flot ramme om turneringen, mener VEB’s sportschef, Peter R. Jensen.

Fredag spilles der kampe fra kl. 9.00 til 22.00 i Arena Nord, hvor der er gratis entre alle dage frem til søndag, hvor finalerne begynder kl. 10.00.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 324 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 1 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder