Gå til hoved-indhold
18. august 2018 - kl. 17.08

Høgene dumper i ny test - taber 1-4 til Manglerud

  • 1 af 2
    FOTO: iShoot.dk
  • 2 af 2
    Træner Jari Pasanen kan ikke være tilfreds med det han ser på isen. Foto: iShoot.dk
Af: Andreas O. Hansen

I forhold til de stærke norske mestre, der gæstede Frederikshavn i sidste uge, burde det have været en mere overkommelig modstander for høgene, da Manglerud Star fra Oslo var på visit lørdag eftermiddag. Alligevel viste det norske hold, der huserer i bunden af GET-ligaen, sig for stærke og vandt kampen 1-4.

Dagens gæster startede deres turné i Danmark i går, hvor de tabte 1-6 til Esbjerg, inden de i dag skøjtede på isen i Nordjyske Bank Arena - i morgen bliver det i Gigantium. Sidste sæson besøgte de også Frederikshavn, og her blev det til en 3-1 sejr til White Hawks. Et meget ungt holdkort fra dagens gæster, præges ikke af de store kendte navne, og så bestemt ikke skræmmende ud. Alderspræsidenten, Mathias Trygg, er måske den eneste, der kan få en lille klokke til at ringe, hos danske hockeyfans.

Alligevel blev gæsterne en for stor mundfuld for høgene, der er langt fra ligaform – skræmmende langt faktisk.

Galansky er påbegyndt træningen efter sin operation, men var ikke på is i dag. Svenske Marcus Idrén vogtede derfor igen buret hos høgene, og han kan bestemt ikke klandres for nederlaget. Heller ikke Thomas Søndergaard var blevet klar til dagens opgør.

Første periode blev en målløs affære. Begge hold fik chancen i powerplay, i den første halvdel, uden det førte noget væsentlig af sig. Gæsterne var klart tættest på til sidst, men Idrén diskede op med et par gode redninger. Høgene sluttede i undertal, men red stormen af frem til pausen.

I anden periode kom der gang i målscoringen. I powerplay bragte Mathias Mølgaard høgene foran, men et minut skulle der blot gå, før gæsterne fik udlignet – også i overtal.

Senere var Manglerud tæt på igen, men her var stolpen med Idrén i hjemmeholdes mål. Lige så hjælpsom var forsvaret ikke, da pucken i flere sekunder lå løst bag den unge svensker i målfeltet. Ingen i forsvaret fik ryddet op, og en nordmand kunne næsten skøjte fra blå linje, kaste sig og prikke pucken det sidste stykke over stregen til 2-1.

Perioden sluttede med en regulær nævefight uden handsker mellem Mølgaard og en Manglerud-spiller, der begge røg tidligt under den varme bruser. Skudstatistikken hed 21-16 til gæsterne efter 40 minutters spil.

Tredje periode blev ikke bedre for høgene. Godt nok overlevede de et undertal, og fik selv chancen i to powerplays kort efter hinanden. Her kom man ikke frem til noget væsentligt - afslutningerne ramte enten ikke mål eller sad direkte på keeperen.

I stedet udnyttede gæsterne et overtal til at bringe sig foran 3-1 inden det også, meget nemt, blev til 4-1. Der var ikke den store optimisme at spore blandt de få hundrede tilskuere, som ikke har set en sejr siden 23. februar. Kun to norske fans fra Oslo havde sig en lille fest.

Frustrationer kunne også spores hos ligaprofilen Dale Mitchell, som slet ikke får spillet til at fungere, og det lyser ud af øjnene på den temperamentsfulde canadier. En nordmand lod sig dog ikke provokere af en unødvendig frustations-crosschecking, efter spillet var fløjtet af, og dommerne var hurtig til at sætte sig imellem. Tidligere havde hoveddommeren en kontrovers med Mitchell bag mål, som næsten lignede en lille sving om. Mitchell ligner p.t. en mand, der kan blive lige så dyr for White Hawks, som han kan blive en gevinst, og han mangler klart en profil ved siden af sig til at føre pucken frem, inden han tager sig af det hårde og beskidte arbejde - han redder ikke White Hawks alene. 

4-1 til gæsterne holdt kampen ud, som ikke ufortjent og uden de store problemer kunne fejre sejren i Frederikshavn efter gårsdagens 1-6 nederlag i Esbjerg. I morgen venter de danske mestre.

Høgene kan vente til tirsdag aften kl. 19, hvor Herning Blue Fox gæster Nordjyske Bank Arena, og det bliver sidste test på hjemmebane inden sæsonstart. 7. september er der dog et retur-test-opgør i Herning, inden de to mandskaber indleder sæsonen, netop imod hinanden, fredag 14. september i Frederikshavn. Træner Jari Pasanen og Frederik Åkesson har et stort stykke arbejde foran sig. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...