Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.01.2019 | Af: Andreas O. Hansen

Høgene plukket af SønderjyskE på egen is

White Hawks tabte 4-1 til SønderjyskE på hjemmebane. Foto: iShoot.dk
Høgene ligner en stækket fugl efter sjette nederlag i træk. Udskiftninger i truppen og store omrokeringer i kæderne ser ikke ud til at give gevinst på isen. Det ellers så stærke kollektiv og den gode fight, som har kendetegnet White Hawks flotte sæsonstart, skal man lige nu kigge langt efter. Det blev der slået endnu en tyk streg under, da WH tabte 4-1 til SønderjyskE på hjemmebane efter en uinspirerende indsats.

 

En blæsende grå tirsdag aften og fem nederlag i streg satte sit tydelige præg på opbakningen i Nordjyske Bank Arena, da White Hawks (4) tog imod SønderjyskE (2). Tomt og stille var der i Danmark nordligste skøjtehal.

Høgene lagde ellers bedst ud, da de efter fem minutters spil fik lagt pres på i gæsternes zone - de store chancer udeblev dog. For SønderjyskE's vedkommende faldt første afslutning på mål også først efter seks minutters spil. Bare 2-2 hed skudstatistikken efter ni minutter.

Et pucktab af David Friedmann blev dog herefter dyrt. Gæsterne slog kontra og tidligere WH-spiller Steffen Frank slog en retur fra Tadeas Galansky i mål.

Høgene fik hurtigt en gylden mulighed for en reducering. Gæsternes Anders Førster tacklede Simon Grønvaldt hårdt ved banden og blev sendt tidligt i bad.

Det betød fem minutters overtal til White Hawks, som desværre ikke blev udnyttet. Største chance tilfaldt Cam Spiro, da han blev spillet fri ved modsatte stolpe, men Patrick Galbraith reddede.

Stillingen forblev derfor 1-0 til gæsterne efter en kedelig og tam første periode. Skudstatistikken hed 9-6 til høgene.

Anden periode havde en smule mere intensitet, og høgene lagde ud med et tidligt powerplay. Her blev en kæmpe chance brændt, da Evan Jasper skød i sidenettet på et ellers helt tomt mål.

Hvad der skulle have været en udligning i powerplay, blev så istedet til en 2-0 føring til gæsterne. I undertal fik Steffen Frank, fra en meget spids vinkel, og med pucken klistret op af overliggeren, scoret sit andet mål.

En puck, som Galansky nok burde have taget, men det rådede tjekken straks bod på med en feberredning kort efter, inden det var gæsternes tur i powerplay.

Heller ikke de fik udnyttet overtallet - tættest på var faktisk Christopher Frederiksen, da han i en kontra kom frem til en god afslutning på Galbraith.

WH misbrugte endnu en chance i overtal, så anden periode sluttede uden ydereligere scoringer. Høgene havde de største chancer, men Galbraith lukkede af. Derfor forsat 2-0 til gæsterne på en skudstatistik, der hed 20-18 til White Hawks.

Endnu en høge-fejl var tæt på at koste nyt mål til gæsterne i begyndelsen af tredje periode. Christopher Frederiksen serverede pucken til en sønderjyde, som hamrede pucken på overliggeren.

3-0 blev det syv minutter inde i perioden. I powerplay sendte Rasmus Lyø et slagskud af sted fra blå linje, der gik hele vejen i mål. Det fik straks de første tilskuere til at vende snuden hjemad.

De gik dermed glip af en høge-reducering med syv minutter igen. Efter 10 minutters overtalspil i kampen lykkedes det endelig WH at udnytte et powerplay. Mads Larsen tog chancen fra blå, og trods frit udsyn gik den forbi Galbraith til 1-3.

En udvisning til William Boysen ødelagde muligheden for at holde momentum efter scoringen. Dog fik man lukket af i undertal, og endnu et WH-powerplay gav forhåbning om en ny reducering.

Overtallet blev dog neutraliseret, da Dale Mitchell gik for hårdt på Galbraith efter en blokering og derfor måtte tage plads i udvisningsboksen. Tiden gik nu gæsternes vej.

Jari Pasanen forsøgte sig med en time-out og Galansky ude til fordel for en ekstra markspiller. Det gav ikke pote, og istedet kunne Steffen Frank gøre det ekstra surt for sine gamle holdkammerater, da han i tomt mål scorede hattrick.

4-1 vandt gæsteren dermed sikkert og ikke ufortjent efter en høge-indsats, der ikke var meget positivt at skrive hjem om.

Fredag skal White Hawks i aktion igen, når der venter en svær udekamp imod topholdet Rungsted Seir Capital.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close