Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.09.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Hollywood-dramaturgi over Frederikshavn

Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson har hovedrollerne i forestillingen 'Historien om Købstaden'.
- Jeg er enormt glad for at være med til at fejre, at Frederikshavn fylder 200 år. Det synes jeg, er en stor ære, siger sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen til TV2 Nord.

 

De sidste forberedelser til forestillingen "Historien om Købstaden" er i gang før torsdagens premiere. I den musikalske og visuelle forestilling bliver de vigtigste historier fra Frederikshavns 200 år som købstad fortalt. Det er skuespillerne Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson, der spiller hovedrollerne.

Caspar Phillipson har to gange medvirket i Tordenskioldsdage Frederikshavn, men i de seneste år han været med i store Hollywood-film som "Mission: Impossible - Fallout" og "Jackie", hvor han spillede den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy. Nu ser han frem til at indvie frederikshavnerne i deres egen historie.

- Det er jo en fantastisk historie. Fra at være et af de vigtigste steder i kongeriget med sejlads og krigsførelse over den gyldne alder i 1980'erne, hvor folk kom væltende fra Sverige for at bruge deres penge, til en noget anden hverdag fra sidst i 1990'erne, og så igen til en opblomstring nu. Det er sindssygt spændende. Der er helt klart en Hollywood-dramaturgi over Frederikshavn, siger Caspar Phillipson til TV2 Nord.

Jimmy Jørgensen vidste ikke ret meget om Frederikshavns historie, før han sagde ja til at medvirke i "Historien om Købstaden", men han har fundet ud af, at der er sket meget på de 200 år, der er gået, siden kong Frederik 6. gav byen købstadsrettigheder 25. september 1818.

- Der er en sang med, der hedder "Røven af fjerde division", og jeg vidste ikke, at det udtryk kom heroppe fra, siger Jimmy Jørgensen.

Det er publikum, der er sikre på at sidde i tørvejr, når "Historien om Købstaden" bliver opført. Skuespillerne må til gengæld bede til vejrguderne.

- Man skal lige øve sig i at synge i regn og slud, men det går, siger Jimmy Jørgensen, og hans kollega på scenen tør godt love publikum en god oplevelse.

- Jeg har store forventninger. Jeg tror, det bliver rigtig godt. Der er lavet nogle fantastiske videoproduktioner, som understøtter sangene, og jeg tror virkelig, at folk kan glæde sig, siger Caspar Phillipson.

 

BillederTilføj billede


FOTO: TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close