Gå til hoved-indhold
15. august 2018 - kl. 15.08

Holmens Vokalensemble er tilbage i Skagen Kirke

  • 1 af 2
    FOTO: Michael Egelund
  • 2 af 2
    Det er lykkedes at få presset koncerten i Skagen ind i korets tæt besatte kalender.
Af: Kanal Frederikshavn

Holmens Vokalensemble vender sammen med operasanger og Skagens-ambassadør Jens-Christian Wandt tilbage til Skagen Kirke og giver julekoncert onsdag 28. november kl. 19.30.

Sidste års udsolgte julekoncert blev en stor succes, og mange har ytret ønsket om, at koret fra Holmens Kirke i København vendte tilbage til Skagen i 2018. Det er lykkedes at få presset koncerten i Skagen ind i korets tæt besatte kalender, så de sammen med Jens-Christian Wandt igen i år kan give julekoncert i Skagen Kirke.

- Jeg er glad for at vi igen i år kan få Holmens Kirkes Kor til Skagen. Det har været et puslespil at få det hele til at gå op, men det lykkedes. Ensemblet består af 10 professionelle sangere, som hver især har en solistisk karriere – og ved juletid er der bud efter dem, både som solister og som kor, men det gik op og vi glæder os alle til at komme tilbage til Skagen Kirkes vidunderlige rum, siger Jens-Christian Wandt.

Først gang Holmens Vokalensemble sang i Skagen Kirke var i 2010, da TV2 Nord optog koncerten. Siden er koncerten flittigt blevet vist på TV2s regioner. Det var også ved koncerten i 2010, at albummet "Jul i Skagen" blev præsenteret. En jule-cd, som siden har solgt over 4000 eksemplarer, og som dermed er blandt de bedste sælgende klassiske jule-album i Danmark nogensinde.

Programmet i Skagen Kirke bliver naturligvis fyldt med julens dejlige melodier, korsang og solistiske indslag veksler med fællessang – og sammen med Jens-Christian Wandt vil flere af ensemblets sangere også træde frem som solister.

Der er stærke traditioner knyttet til julekoncerten i Skagen Kirke, blandt andet står alle i kirken op og synger med på "Dejlig er jorden", og koncerten slutter altid med at kor og solister i fællesskab synger Adams julearie "O hellige nat".

- Julen er traditionernes store fest, og her spiller musikken en helt særlig rolle. Julens melodier går direkte i hjertet, og vi har alle hver vores favoritter. Koncerten byder på en række af disse sange og er en herlig måde at gå december i møde på, så er man i stemning, så er man klar til alle julens gøremål, mener Jens-Christian Wandt.

Ved orglet sidder Skagen Kirkes egen organist, Rikke Kursch, som spiller til koncertens fællessalmer.

Billetsalget er åbnet, og billetprisen er den sammen som sidste år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...