Gå til hoved-indhold
06. januar 2018 - kl. 05.01

Hotel Jutlandias største investering i 22 år

  • 1 af 4
    FOTO: Betina Fleron
  • 2 af 4
    FOTO: Betina Fleron
  • 3 af 4
    - Vi laver en ny restaurant i verdensklasse, lover direktør Camilla Frost, Hotel Jutlandia. Foto: Betina Fleron
  • 4 af 4
    - Vi laver en ny restaurant i verdensklasse, lover direktør Camilla Frost, Hotel Jutlandia. Foto: Betina Fleron
Af: Michael Frederiksen

Hotel Jutlandias restaurant på toppen gennemgår i foråret en omfattende modernisering, hvor alt skiftes ud. Det bliver hotellets største investering, siden Camilla Frost blev direktør i 1996.

- Det bliver helt fantastisk. Vi laver en restaurant i verdensklasse, udtaler en smilende Camilla Frost til Kanal Frederikshavn.

Restaurant Panorama har sidste åbningsdag 28. februar. Herefter rykker håndværkerne ind, og går arbejdet efter planen, åbner restauranten igen inden højsæsonen.

ALT skal skiftes ud. Det gælder vinduer, loft, gulv, køkken, inventar og så videre.

Camilla Frost har igen allieret sig med den internationale designer Anders Busk Faarborg, ATM Design i København. Han står også bag Hotel Jutlandias nye lobby, ligesom han er i gang med at give værelserne nyt design. Nu skal han også "trylle" på toppen, så gæsterne kan se en rød tråd i hotellets indvendige design.

Anders Busk Faarborg har både designet butikker til Paris Hilton og indrettet restauranten Aamanns Copenhagen i New York. I 2009 var han designer i tv-programmet Bolig Battle på Kanal 4, og han har senest medvirket i DR’s boligprogram "I Hus til Halsen".

- Anders forstår hotellets ånd, og hvad vi står for. Vores gæster skal føle hotellet som et hjem, og den tanke evner Anders at omsætte til indretning og møbler, siger Camilla Frost.

Hun vil ikke afsløre, hvor mange millioner kroner hotellet investerer i restauranten.

- Det er den største investering i min tid, og vi har sparet op i mange år. Det er vigtigt, at vi gør det rigtigt og laver en restaurant, som er hotellet og udsigten værdig, udtaler hoteldirektøren.

Dorthe og Jan Hansen stopper som forpagtere af restauranten med udgangen af februar. De vil herefter bruge alle deres kræfter på Moby Dick, som de også har ansvaret for.

- Vi har haft et super samarbejde med Dorthe og Jan. Jeg har kun gode ting at sige om dem, og derfor fortsætter Hotel Jutlandia også vores parløb med Moby Dick, oplyser Camilla Frost.

Hun vil endnu ikke løfte sløret for, hvem der i fremtiden skal drive restauranten på toppen af Hotel Jutlandia, som i år har 50 års jubilæum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...