Allan Olsen kan lave billeder og fortælle historien, som om man selv var der. Foto: Helle Hornshøj

Det er jeg faktisk også sikker på, at samtlige fremmødte i en udsolgt sal i Det Musiske Hus lørdag aften er enige med Dronningen i. Omringet af tre guitarer og en banjo indtog Allan Olsen scenen en smule over otte på denne novemberaften, og straks havde bysbarnet hele salen i sin hule hånd. De røde stolerækker var fundet frem, og alle blev besat, mens der blev fundet flere stole frem for at få plads til alle interesserede.

Allan var særdeles veloplagt til trods for seks uger med kold lungebetændelse. Der blev hostet og rømmet sig lidt, men som han selv sagde oppe fra scenen, så var han for nærig til at aflyse. Det havde i øvrigt åbenbart været værre, da han havde spillet ovre på Sjælland.

- Men det gjorde ikke så meget. De ved jo ikke, hvordan det skal lyde, forklarede han.

Hvad Allan Olsen måske ikke ved, men som han sikkert ville blive glad for at få at vide, er, at det med kold lungebetændelse rammer oftest unge mennesker.

- Det er skønt at være ude igen alene, fortalte Allan fra scenen og klargjorde, at han efter en tid med Dalton, så er han selv ude og rette op på de skader, som det nu engang har forvoldt.

Dalton består jo ud over Allan selv af Lars Lilholt og Johnny Madsen.

- Når det gælder kærlighedssange, så er det mig, der står for dem, forklarede Allan og fik straks salen til at grine med ordene:

- Det er fordi, jeg er den yngste og derfor den eneste, der stadig har lidt forbindelse til de nedre regioner, og Johnny interesserer ikke for noget, han ikke kan se for sin mave.

Det var godt at have Allan tilbage på scenen. Solo uden Lilholt og Madsen - og med de små anekdoter og røverhistorier mellem sangene. Som noget helt nyt fik de fremmødte også muligheden for at høre Allan Olsen med sange på dialekt og vendelbo-mål.

- Det er med Niels Hausgaard som konsulent, bekendtgjorde han fra scenen.

Så fik vi ellers en sang om et erhverv, som åbenbart til trods for finansiel krise og regeringsskifte stadig lever i bedste velgående. Det er det erhverv, som hedder "open", og som foregår fra små huse rundt omkring i blandt andet Hørmested, Tolne og sågar også i Hundelev, hvor Niels bor. Det er små huse, i dette tilfælde et blåt hus, som Låsby Svendsen har opkøbt, og hvor der så bliver drevet en lille lokal forretning, der går bedre end diverse små købmænd, som lukker fra en side af i de små byer.

Allan var glad for at være tilbage i sin barndomsby og synes det var dejligt at kunne prøve nogen nye sange af.

- For skulle det gå galt, så er der ikke så mange, der får det at vide heroppe så langt fra alting, gassede han med vanlig selvironi.

I den forbindelse fik vi to nye sange på Allan Olsen-manér og ikke på dialekt, som ifølge sangeren selv ikke er helt færdige.

Den ene af dem handler om en køretur med Allan ved rattet og med hans mor som passager. Køreturen foregår lille juleaften, hvor turen går ud af Hjørringvej forbi Bækmøjenvej og Ribberholtvej.

- Kan du håve det, mor, spurgte Allan på modersmål fra scenen, da han havde sunget sangen og fik straks svar tilbage: "Ja, ja”". Jo, mutti var til stede i salen og det lover godt, når nu der kommer nyt album i det nye år.

Det er i den forbindelse, at Allan stortrives ved at være hjemme i Frederikshavn. For så er alt indforstået, og han behøver ikke tænke på, om folk nu også kender de steder, som han har med i sine sange. At Allans hjerte stadig er i hjembyen viser sig i, hvor meget han går op i hockey i vores by. Midt i sangen "Rødt jern" fik salen lige at vide, at AaB tidligere på aftenen havde tabt 5-3 til Frederikshavn. Det resultat passede ham særdeles godt, da lydmanden holder med de andre.

Udover den lille håndfuld af nye sange så fik salen også serveret en række af de kendte sange, hvor specielt den med Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup og "Staklernes Hus" er sande hverdagsdramaer, som intet realityshow kan hamle op med. Man kan for sit indre vitterligt se ham tårnspringeren hoppe ud oppe fra byens højeste hus, selvom man ikke selv var tilstede. Det er det, han kan, ham Allan. Han kan lave billeder og fortælle historien, som om man selv var der.

Efter koncerten klagede Allan lidt over lyden i første sæt, men fortalte, at det fik man rettet op på i pausen. Lydmanden Jan Vinther sagde så med et glimt i øjet - og uden Allan kunne høre det - at han altid skal brokke sig over et eller andet. Det var både det med hosteriet, lyden og en dør, der ikke blev lukket.

Der var banjospil på "5 under 0" og fællessang med "Won´t you stay, just a little longer" på aftenens sidste sang "Aston Martin ´66". Jo, jo, hele salen holdt meget af rytmen i Hr. Olsens sange, og der blev gynget godt med oppe på 16. række, og vi kom vidt omkring, som man altid gør, når man er i godt selskab.

Tak for sangene, Allan. Der var fortjent stående bifald til slut, og vi er sikkert mange, der glæder os til at få noget nyt hjem i cd-afspilleren, når den tid kommer.