Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
06.02.2011 | Af: Af Peter Laigaard

Hvem tror du på? Jeg tror på Liberal Alliance

Joachim B. Olsen og Peter Laigaard stiller op til folketingsvalget for Liberal Alliance.

Peter Laigaard - nybagt folketingskandidat for Liberal Alliance - deler i dette blogindlæg øretæver ud til partierne både til venstre og højre for midten.

 

Af Peter Laigaard, byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune og folketingskandidat (LA)

Når jeg har valgt at følge de mange opfordringer til at opstille til det forekommende folketingsvalg for Liberal Alliance, er det simpelthen fordi, jeg tror på, at de mærkesager, partiet stille op med, kan give os det løft i væksten, vi så hårdt har brug for i Danmark.

Vi har sagt ja til den globale verden. Dels igennem vores EU-medlemskab, dels igennem vores deltagelse i andre internationale relationer som WTO og FN. Et dækkende ord er: Globaliseringen. Den giver os stadig billigere varer og tjenesteydelser, men udsætter også vores ”egne varer” for stor konkurrence.

Når vi har mistet vores konkurrencekraft i de seneste år, skyldes det ikke mindst vores høje skattetryk, som har gjort, at en lang række arbejdspladser er flyttet ud af landet. Derfor vil vi i LA have en marginalskatteprocent på 40 procent - svarende til et normalt europæisk niveau. På den måde kan vi tillade os at have en meget lav lønudvikling, men stadig netto for den enkelte opleve en velstandstigning.

På den måde sikrer vi vores konkurrencekraft. Siden 60’erne har vi haft en vækst i BNP på ca. 2,5 procent, mens væksten i øjeblikket er 1 procent. En gennemsnitsfamilie ville med 1 procent vækst siden 60’erne have haft ca. 150.000 frem for de 300.000, den har i dag. Fordeling af velfærd forudsætter en stigning i velstanden – og derfor er væksten så vigtig.

Forleden var jeg i privat sammenhæng ude i en diskussion omkring en marginalskatteprocent på 40 procent. Først måtte jeg forklare, at mange mennesker i dette land betaler en langt mindre skatteprocent. Dernæst havde vi en diskussion af, hvad det så kostede. Mine gæster mente, det ville koste 100 mia. kr.

Jeg kunne fortælle, at selve topskatten ville koste 15 mia. at afskaffe, og at få en maksimal marginal skatteprocent på 40 procent ville koste yderligere 15 mia. Altså 30 mia. totalt i et budget på 800 mia. Er det virkelig så urealistisk? Er det virkelig ultraliberalt, som Liberal Alliance ofte bliver omtalt som – ikke mindst af journalister? For mig er ultra, når man som Socialistisk Folkeparti vil arbejde for at afskaffe den private ejendomsret. Så kan man anvende ordet ultra!

At få marginalskatten ned på 40 procent kræver, at vi bringer orden i den offentlige sektor – ikke gennem massefyringer – men igennem tilbageholdenhed med nyansættelser, når de store årgange går på pension. Ambitionsniveauet er at komme ned på Poul Nyrup-niveau.

Herudover vil jeg i LA arbejde for større personlig frihed. Som Thyra Frank fra plejehjemmet Lotte så ofte er citeret for: Hos os får folk lov at spise, elske, drikke og ryge sig ihjel. Personalet er sammen med beboerne hele tiden, og alle bureaukratiske regler er afskaffet. Her gad jeg godt tilbringe mine sidste år…

Jeg tror altså på: Gang i væksten, 40 procent i marginalskat, mindre bureaukrati og mere personlig frihed. Liberal Alliance er partiet for de modige. Partiet, som tør fortælle, hvordan vi ikke kan leve af fortidens bedrifter, men skal være klar til morgendagens udfordringer.

På den anden side står et træt VKO. Venstre har nu skiftet slogan til varig velfærd fra Danmarks liberale parti i jagten på midtergruppen af vælgere med Claus Hjort-doktrinet: Ingen velfærdsydelser, der er skabt, kan igen fjernes.

Konservative har sovet i ni år. Sænkning af skatten for alvor er forsømt i tre valgperioder og aldrig har bureaukratiet og regeltyraniet været større. Tænk sig, man diskuterede i ramme alvor det konservative forslag om at forbyde burkaklædte kvinder at køre bil af hensyn til trafiksikkerheden. Som en komiker sagde: Jeg har ALDRIG nogen siden set en burkaklædt kvinde køre bil! Men vi kan da godt lave nogle regler alligevel. At skatten så stiger med 11 mia. i år er såkaldt borgerlig politik anno 2012.

Dansk Folkeparti har været med til at vise, hvorfor man skal støtte Liberal Alliance. Hvis vi kan få lige så stor indflydelse på den økonomiske politik, som DF har haft på flygtninge-/indvandrerpolitikken vil meget være vundet for Danmark.

Nu har vi verdens strammeste flygtninge-/indvandrerpolitik, og der er ikke mere at komme efter. Ja, så finder DF på næste gruppe: Danske statsborgere skal ikke kunne tage sin ægtefælle med til landet. Nu skal vi have alle mulige pointsystemer, hvad enten det er blå bloks eller rød bloks system.

Vi har ved selvsyn her på Kanalfrederikshavn kunne læse om frederikshavneren, der må sende sin australske kæreste hjem trods det faktum, at hun var gravid med deres andet barn. Ligeledes kan jeg fortælle om manden fra Gærum, der efter at det danske samfund har bekostet en akademisk uddannelse på ham, nu tager ud af landet, fordi han ikke kan få sin kæreste med ind! Bindegalt. I Liberal Alliance siger vi: Åbne grænser – lukkede kasser.

I den røde blok kan man så vælge om Harald Børsting – undskyld – Helle Thorning skal være den næste statsminister. En fuldstændig håbløs plan kaldet ”fair løsning” er fremlagt. Ingen kan få svar på noget som helst omkring planens indhold – udover at vi kan være sikre på, at skatten stiger med 31 mia. kr. Hertil kommer en foreløbig ukendt regning til boligejerne…

Den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Soh, har tidligere med stor overbevisning fortalt om alle de ulykker, skattestoppet har forårsaget og også på et møde med en række bankfolk – uden pressefolk toede han – fortalt, at han da gerne ser boligbeskatningen stige. Tro mig: Det bliver ”double up” for boligejerne.

Vi vil både komme til at opleve en stigning i de almindelige boligskatter, men også i renten vi betaler for vores boliglån. Vi lever som sagt i en global verden, hvor boligejernes kreditforeningslån skal omsættes via realkreditlånene. Det bliver ikke gratis at føre en fuldstændig uforsvarlig økonomisk politik, som den røde blok står for – og boligejerne kommer til at betale blodigt.

Nu har jeg fortalt, hvem jeg tror på. Hvem tror du på?


 


BillederTilføj billede


FOTO: Freddy Andersen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Morten Christiansen, 11-02-11 09:43:
Peter jeg har svært ved at finde perspektivet i en arbejdsmarkedsreform der udhuler mulighederne for at efteruddannelse, jeg har svært ved at se perspektivet i en regering som har lagt alt langtidsforskning på hylden, jeg har svært ved at se perspektivet i et land uden industripolitik, jeg har svært ved at se perspektivet i et land med høj arbejdsløshed og en kort dagpengeperiode, jeg har svært ved at se perspektivet i efterlønnen fjernes når der til stadighed går mange nedslidte håndværker og ufaglærte rundt på arbejdsplader og i industrien.

Det er jo ingen hemmelighed at Liberal Alliance står for massive skattelettelser, disse skattelettelser skal finansieres af den almindelige lønmodtager ved forringelser i hele vores velfærdssystem.
Peter S. Christensen, 09-02-11 19:54:
Morten: Du skal se tingene i et meget længere perspektiv end du gør lige nu. Faktum er blot, at Danmark bliver mindre og mindre konkurrencedygtigt hvilket medfører, at man taber arbejdspladser og Danmark ser mindre og mindre attraktivt ud set fra et internationalt synspunkt.

At fjerne efterlønnen er en god ting. I det længere løb vil den medføre færre offentlige udgifter og dermed en bedre økonomi. Nu hvor Danmark er så forgældt, så er det vist økonomisk harakiri at bruge penge vi ikke har; det er vist elementært.

I øvrigt er det ikke et korrekt og fair billede du tegner af Liberal Alliance. Thyra Frank er et kompetent og liberalt menneske ligesom Joachim B. Olsen er. Liberal Alliance er ikke ude på at få flere stemmer ved at få populære navne til at stille op, men partiet er tværtimod det eneste, der sætter Danmarks fremtid over egen politisk karriere.
Morten Christiansen, 09-02-11 19:23:
Skattelettelser og Heidi kostymer på danske plejehjem.

Peter jeres politik hænger jo ikke sammen, i vil give massive skattelettelser, total afskaffe efterlønnen, fastholde den reduceret dagpengeperiode og nu kan man se at Thyra Frank også stiller op til folketinget. Der er alt mulig grund til at være bekymret for dansken.

Alene at afskaffe efterlønnen vil koste den Danske statskasse i nærheden af 35 milliarder hertil skal lægges massive skattelettelser, samtidig med i vil slanke den offentlige sektor massivt.

Nu ved jeg ikke, om Thyra Frank kunne begå sig som socialminister, men alene her kan jeg godt se de offentlige udgifter løber løbsk, en ældre sektor med masser af fest og ballade og personalet i Heidi kostymer, og ikke at glemme ferie for de ældre på en lille græsk ø.

Herudover har i en kuglestøder som har været hele det politiske reputuarer igennem, og slog til da han fik tilbudet om en folketingsplads, det virker ikke seriøst på mig, mere som et parti der ude at score populære navne for at sikre sig mandater, så er politisk teft ligegyldig.
Peter Laigaard, Frederikshavn 06-02-11 21:56:
Hej Søren.

Lad mig give dig et lille eksempel. I en kommune var der klaget over at de nye SOSU arbejdere ikke gav ordentlig hånd. Fluks lavede en medarbejder et cirkulære omkring håndtryk! ALLE SOSU assistenter skulle nu udføre korrekt håndtryk i overensstemmelse med det nye cirkulære...
Så er der mange ting vi skal til at lave regler om, ikke..
Du kender vist alt for godt inde fra millitæret de mange cirkulærer og instrukser. Tænkt sig hvis vi kunne starte med at have tillid til at de offentlige ansatte passede deres job og iøvrigt var glade for det :-) Ufattelige ressourcer i det her land går tabt pga. manglende tillid og ønsket om kontrol - en udvikling der fuldstændig er acceleret under den "borgelige regering". Inden for min egen verden: Undervisningsverdenen er det helt galt!
Så svaret må være Søren: Igennem en øget afbureakratisering kan vi slanke den offentlige sektor igennem naturlig afgang til Poul Nyrup niveau. Ham ved jeg du synes var ok :-)
Søren Mølholt Kjellberg, 06-02-11 21:33:
Hej Peter
Jeg ved jo af erfaring, at du har svært ved at fatte dig i korthed ;-) Så det vil jeg så gøre - 30 mia. mindre i skat = 90.000 færre offentlige ansatte!! Hvor skal de findes i den offentlige sektor?

Informationer til denne nyhed

Læst: 1270 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 3.2 af 5 fra 11 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder