Hvordan har du det? Efterlyser endnu flere svar
Frederikshavn Kommune modtager stadig svar i sundhedsundersøgelsen "Hvordan har du det?". Mange borgere har allerede svaret, hvordan det går, men kommunen vil meget gerne have endnu flere svar. Inden der trækkes lod om tre gode præmier, kan de sidste borgere derfor nå at være med.
3.500 borgere i Frederikshavn Kommune har fået et spørgeskema, og foreløbigt har 39 procent svaret. Region Nordjylland og kommunerne takker for svarene ved bl.a. også at trække lod om tre pengepræmier på henholdsvis 5.000, 8.000 og 12.000 kr.
- De foreløbige svar fra borgerne signalerer, at trivsel og sundhed er vigtigt. Vi er spændte på, hvor mange svar vi får og håber naturligvis på en høj svarprocent. Besvarelserne må meget gerne repræsentere mange forskellige typer af borgere, for på den måde får vi det bedste grundlag for at træffe beslutninger til om fremtidens sundhedstilbud, pointerer Anders Broholm, der er formand for Frederikshavn Kommunes Sundhedsudvalg.
- Vi opfordrer de borgere, der endnu ikke har svaret, til være med i undersøgelsen, for jo højrere svarprocent, jo bedre et billede får vi af, hvordan borgerne i rent faktisk har det i vores kommune, fortsætter Anders Broholm.
Undersøgelsens spørgsmål sætter fokus på borgernes sundhed i bred forstand. Der bliver stillet spørgsmål om fysisk og psykisk velbefindende, tilfredshed med livet og konkrete sundhedsforebyggende spørgsmål som f.eks. motions- og rygevaner.
- Resultatet af undersøgelsen vil smitte af på vores indsats og tilbud i kommunen. Vi brugte samme undersøgelse i 2007 til at planlægge flere konkrete tilbud, og denne gang er undersøgelsen udvidet til hele landet, så vi også kan sammenligne sundhedstilstanden på tværs af kommuner og regioner, siger Birgitte Kvist, der er leder af kommunens Sundheds- og Forebyggelsesafdeling.
I de kommende dage vil nogle borgere modtage en påmindelse på et postkort. På postkortet er trykt en adgangskode til besvarelse af spørgeskemaet på nettet. Skulle spørgeskemaet være blevet forlagt, kan et nyt rekvireres på telefon 40 80 46 17 (på hverdage mellem kl. 12-16).
Baggrundsinformation
Sundhedsundersøgelsen "Hvordan har du det?" begyndte 3. februar over hele landet, og samlet set er 298.550 danskere involveret i den hidtil største befolkningsundersøgelse af danskernes sundhed og trivsel. I Nordjylland er knap 36.000 borgere blevet kontaktet.
Læs mere information på hjemmesiden www.hvordanhardudet.rn.dk





































