Teenu Normio var syg i sidste uge, men i aften er den stærke finne igen til disposition.
Finnen Teemu Normio er tilbage hos Frederikshavn White Hawks, når holdet i aften får besøg af Odense. Den stærke og rutinerede forward sad udenfor i sidste uges to lokalopgør mod AaB på grund af sygdom.
Dermed har de lokale helte kun én spiller på skadeslisten. Det er Mikkel Højbjerg, som stadig har problemer med et trælår/fibersprængning.
Med syv kampe igen i grundspillet, tyder alt på, at White Hawks slutter på tredjepladsen.
- Vi skal bruge de næste syv kampe på at sikre os, at vi er 110 procent klar til slutspillet. Det betyder blandt andet, at vi ligesom i de foregående par kampe skal være dygtige til ikke at løbe ind i for mange udvisninger, og vi skal være endnu skarpere i vores powerplay, udtaler kaptajn Mike Grey.
For Odense er aftenens kamp ekstrem vigtig. Fynboerne er otte point fra en plads i slutspillet. Meget tyder altså på, at Odense for andet år i træk mister slutspillet.