Gå til hoved-indhold
01. maj 2019 - kl. 15.05

I klima-selskab med New York, London og Paris

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Chefkonsulent Bahram Dehghan, Energibyen Frederikshavn Kommune: - Vi bliver en del af et fællesskab af internationale klimafrontløbere.
Af: Kanal Frederikshavn

Sammen med de mest klimaambitiøse byer i verden skal Frederikshavn Kommune i projektet DK2020 gå forrest i udviklingen af næste generations klimahandleplaner. Målet er at samle de bedste løsninger fra Frederikshavn, Danmark og resten af verden, så den globale klimaindsats udføres efter "best practice".

DK2020 skal sætte skub i en af de største samfundsudfordringer i øjeblikket, og det er afgørende nødvendigt, at verden står sammen og handler nu. Sådan lyder det i begrundelsen for at etablere projektet DK2020, som foreningen Realdania står bag, og hvor Frederikshavn Kommune i dag er udvalgt til at medvirke.

Med hjælp fra den grønne tænketank, Concito, og det internationale bynetværk, C40, skal deltagerne i DK2020 følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden og gå forrest i kampen mod klimaudfordringerne.

I løbet af det næste år skal der igangsættes klimaplanlægning med et ambitionsniveau, der lever op til målsætningen i Parisaftalen, det vil sige den historiske aftale, der forpligter FN’s medlemslande til markant at nedsætte udledningen af drivhusgasser.

- Vi er selvfølgelig super stolte af, at vi er valgt til at deltage i et projekt som det her. For Frederikshavn Kommune har noget at bidrage med. For os er der både gevinst i, at vi får mulighed for at udbrede og dele de erfaringer, og den knowhow vi allerede har opbygget, med andre danske kommuner og med resten af verden. Vi er rigtig gode til grøn omstilling i praksis, det kan man se på løsningerne i lokalområdet. Og vi får lejlighed til at vise, at vores ambitioner og vilje til at tage de næste krævende skridt i klimaindsatsen er til stede, og gennem samarbejdet lære nye metoder, som vi kan få hjem til kommunen til gavn for os alle, siger borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune.

Gennem DK2020 skal de bedste klimaløsninger fra Frederikshavn Kommune og fra Danmark udbredes til hele verden, og de bedste fra resten af verden skal inspirere klimaplanlægningen herhjemme. Målet er at bidrage til udviklingen af handlingsorienterede klimaplaner, der definerer, hvordan de medvirkende kommuner opnår det bedste klimaresultat.

- Med DK2020 kan vi sætte skub i klimaindsatsen på kommunalt niveau, og samtidig får vi mulighed for at samarbejde og dele erfaringer med ikke bare andre danske kommuner, men med de mest ambitiøse byer i hele verden, når det gælder klimaindsats. Nemlig C40-netværket, vi taler om New York, London, Paris, Dubai og så videre, der repræsenterer 650 millioner mennesker. Vi bliver altså en del af et fællesskab af internationale klimafrontløbere, hvor vi kan dele erfaringer og gensidig inspiration for at gøre klimaindsatsen nærværende. Det er virkelig spændende for Energibyen og for Frederikshavn Kommune, udtaler chefkonsulent Bahram Dehghan, Energibyen Frederikshavn Kommune.

20 danske kommuner deltager i DK2020, og deltagerne får gennem projektet teknisk hjælp og sparring til at udvikle, opdatere eller tilpasse klimaarbejdet, så det lever op til C40’s standard om at begrænse den globale opvarmning til maksimalt 1,5° C.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...