Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.04.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

IF Skjold Sæby styrker talentudviklingen

Christian Winther Borup har tidligere været træner i Hirtshals, Fortuna Hjørring, Vendsyssel FF og AaB.
Fodboldklubben IF Skjold Sæby forstærker talentudviklingen. Efter sommerferien begynder Christian Winther Borup som børnekonsulent og træner i klubben. 

 

- Vi har i mange år været kendt for at udvikle dygtige fodboldtalenter til vores eget førstehold, men også talenter der er så store, at de kan begå sig på endnu højere niveau. Det seneste eksempel på dette er Rasmus Thellufsen, der i øjeblikket har stor succes på AaB’s superligahold, siger ungdomsformand Mogens Pedersen, IF Skjold Sæby.

Christian Winther Borup er 34 år og oprindeligt fra Hirtshals, men er nu bosat i Frederikshavn, hvor han arbejder som foreningskonsulent i Arena Nord. Han har selv spillet fodbold og været træner i Hirtshals, inden han fortsatte som træner i Fortuna Hjørring, Vendsyssel FF og AaB. I AaB var han også sportslig koordinator for børnefodbolden og cheftræner på AaB’s talentskole i Himmerland.

I januar 2017 bestod Christian Winther Borup DBU’s A-licens og er derfor uddannet på absolut højeste niveau.

- I IF Skjold Sæby får Christian ansvaret for, at vi følger klubbens "røde tråd" og arbejder i henhold til DBU’s Holdninger og Handlinger, samt udvikler de unge spilleres færdigheder i henhold til DBU’s Aldersrelateret Træning, oplyser Mogens Pedersen.

Udover at være børnekonsulent skal Christian Winther Borup også være træner for et hold i de yngste årgange i klubben.

- Ovennævnte arbejde skal selvfølgelige ske i tæt og godt samarbejde med de mange dygtige og kvalificerede ungdomstrænere, vi har i klubben, og vi er sikre på, at det på sigt vil styrke vores talentudvikling.
Klubbens tidligere førsteholdstræner Karsten Thomsen fungerer som rådgiver i ungdomsafdelingen for de ældste ungdomshold, og med Christian og Karsten er vi godt rustet til fremtiden, mener formand Flemming Thingbak, IF Skjold Sæby.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close