Indlæg: Der er sand nok alle mulige andre steder
Didde Hvid, Lindetvej 30, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Hvad er vigtigst: 60.000 borgeres vand eller én mands sand?
Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg er meget bekymret efter at have fulgt med i diskussionerne om vand eller sand ude fra området omkring Åsted ved Frederikshavn. Jeg har selv to små børn og tænker derfor helt naturligt meget over, hvordan fremtiden skal blive for dem.
Vi bor mere end 60.000 mennesker i Frederikshavn Kommune og har rigtig, rigtig mange virksomheder, blandt andet indenfor fødevareindustrien, der er fuldstændigt afhængige af, at der er rent vand i hanerne i vores område.
Vores grundvand er for mig lidt ligesom vores fælles kulturarv eller som med Danefæ. Det er vores allesammens – og det skal ikke risikeres ødelagt. Hvorfor "gamble", når der er et utal af andre muligheder?
Nu er det ikke "guld i bakken" eller noget andet helt specielt råstof, det drejer sig om. Det er jo helt almindeligt sand, der søges om at fjerne. Almindeligt sand er tilgængeligt overalt i Nordjylland. Der kan næsten, hvor som helst sættes en spade i jorden og så graves løs.
Jeg har samtidig læst, at Frederikshavn Kommune har skrevet til regionen, at de hellere end gerne udpeger andre steder at grave råstoffer. Hvor der kan graves al det, der måtte ønskes - og: Væk fra hvor vores allesammens drikkevandforsyning er beliggende lige neden under.
Regionen har i januar/februar – mindre end en håndfuld kilometer derfra, hvor der nu søges og vigtigst af alt udenfor vandområdet - givet lov til, at der kan graves. Der er her (på Boelmøllevej) givet lov til, at der kan graves fire gange så meget, som der nu søges om ovenpå vores vand. Der er endnu ikke taget så meget som et spadestik på Boelmøllevej – så set med samfundsbrillerne er der jo råstoffer/sand nok til rådighed.
Udvalget, der i regionen har arbejdet og behandlet sagen, kom efter tre møders sagsbehandling frem til, at halvdelen mente, at der var for stor risiko forbundet med at grave oven over drikkevandet og tilsluttede sig kommunens indsigelser - og at der derfor skulle siges nej til at give tilladelsen. Den anden halvdel mente, det var OK – men herudover har Arne Nielsen (der måtte forlade mødet inden afstemningen) tidligere tilkendegivet, at han gik ind for at følge kommunens holdning om, at det var for risikabelt at grave. Så egentlig var der et reelt flertal for at sige nej!
Regionen har bestil en rapport fra et stort rådgivende ingeniørfirma – de skiver inde i rapporten, at halvdelen af den naturlige beskyttelse af grundvandet vil være væk selv efter den foreslåede efterbehandling – og beskyttelsen vil altså dermed være reduceret til det halve i al fremtid!
Prøv også at lytte til dem, der har det lovmæssige ansvar for, at der er rent og tilgængeligt vand - det er kommunen og Forsyningen. Borgmester Birgit Hansen (S) har skrevet til regionen, at det er for risikabelt at grave over vores vand og har på byens vegne sagt nej til, at der gives tilladelse til at grave. Det samme fremgår af indsigelsen fra Frederikshavn Forsyning v/Jens Ole Jensen (V) samt fra udvalgsformand Anders Brandt Sørensen (S).
Har i øvrigt læst i et referat fra det sidste møde i regionens forretningsudvalg, at der er tilføjet et afsnit (i forhold til referatet af udvalgets sagsbehandling) om, at der juridisk internt i forvaltningen nu vurderes, at der stort set ikke er risiko ved at grave over grundvandet! Hvordan i alverden kan juristen det? Har jurister uddannelse i at vurdere den slags problemstillinger? Mig bekendt er deres felt jura og ikke politisk at vurdere/vægte samfundsinteresserne.
Det er for mig uforståeligt, at embedsfolk sådan bare lige kan konkludere, at det er uden væsentlig risiko at grave, når der fra politiske udvalg og i den bestilte rapport fremgår en anden mening/vurdering omkring situationen.
Og nu skulle politikerne/regionen lige pludselig derfor have erstatningsrisiko. Har de/regionen så også en erstatningsrisiko overfor os mere end 60.000 forbrugere, hvis vandet engang i fremtiden tager skade som følge af en eventuel tilladelse?
Nej - ingen bliver erstatningspligtige af at følge loven. Råstofloven fremhæver direkte, at der skal lægges vægt på vandforsyningsinteresserne. Og den vurdering er en politisk sag – ikke noget nogle embedsmænd bare selv kan vurdere. Ellers var der jo heller ingen grund til, at udvalget behandler disse forhold.
Jeg har set, at ansøger bruger en advokat til at tale sin sag og opstille argumenter overfor regionen. Jeg ville ønske, at jeg have samme økonomiske muligheder. Men jeg er en almindelig privatperson og må derfor i stedet appellere til, at medlemmerne i regionsrådet prøver at tage samfundsblikket på og se det hele lidt fra oven. At de vil bruge deres sunde fornuft og ikke mindst deres samvittighed – og tag så gerne "partibrillerne" af og tænke på jeres, mine og alle andres børns sikkerhed for, at de også i fremtiden bare kan drikke løs fra vandhanen.
Det er faktisk noget specielt dansk med rent vand – lad der blive gjort alt for at værne bedst muligt om det. Lad tvivlen komme vandet til gode – det koster jo ingenting. Alt for mange steder må drikkevand købes på flasker.
Kære regionspolitikere: Brug jeres indflydelse, jeres politiske position til også i fremtiden at sikre denne mulighed for os alle. Jeg anmoder jer hver især til at stemme nej tak til at grave lige over vandindvindings-interesserne. Der er sand nok alle mulige andre steder.
Og samtidig - til dig, der læser dette, og som kan bakke op om indholdet – at dele denne opfordring, og hvis muligt give din mening til kende overfor enhver, der kan have indflydelse på, hvorledes politikerne stemmer om sagen tirsdag eftermiddag til regionsmødet.





































