Indlæg: Opsig aftale med Parkeringskontrol Nord
Jan Andersen, Koktvedvej 81, st.th., Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Hjørring og Brønderslev Kommuner har besluttet at opsige aftalen med Parkeringskontrol Nord og i stedet indføre en mere borger- og turistvenlig p-kontrol. Aftalerne bliver opsagt med virkning fra nytår.
Hvad der skal afløse aftalerne, er ikke fastlagt, men Hjørrings borgmester Arne Boelt og hans kollegaer ønsker "en p-kontrol med større fingerspidsfornemmelse". De to kommuner arbejder på en fælles ordning, evt. med ansættelse af kommunale p-vagter.
Frederikshavn Kommune burde efter min mening gå samme vej. Borgmester Lars Møller er tilfreds med forholdene, som de er, men han kender åbenbart ikke så meget til forholdene i bymæssig bebyggelse. P-kontrollen er forlængst holdt op med at handle om trafiksikkerhed. Det er cool cash - helt ude af proportioner med forseelsen, som i mange tilfælde blot handler om at glemme at stille p-skiven. 10 minutter i en butik, en emsig p-vagt, og en liter sødmælk kan nemt løbe op i 568,50 kr.
Resultatet er utrygge borgere, der føler sig overvåget, og turister, der bliver mødt med et "velkommen til kommunen" i form af en bøde. Hvor smart er det lige? Frederikshavn Kommune bør efter min mening opsige kontrakten med Parkeringskontrol Nord og i stedet indlede et samarbejde med nabokommunerne.
Parkeringskontrol Nord hører hjemme i Aalborg. De tager så storbyens p-kontrol-kultur med sig til vores kommuner, men hvem siger, den passer til vores forhold?





































