Indvielsesfest på bibliotek med fire ishockeystjerner
16. august fejrer alle børnebiblioteker i Danmark indvielsen af Palles Gavebod – de danske børnebibliotekernes nye netsite. Frederikshavn Bibliotek inviterer byens 8-12 årige til fest på biblioteket fra kl. 14.00. Blandt VIP-gæsterne finder er blandt andre ishockeyspillerne Mike Grey, Mads Bech, Jesper Jensen og Frederik Andersen.
Biblioteket holder reception med lækkerier, champagne (alkoholfri – naturligvis) konkurrencer, viser Palles Gavebod frem og hjælper med at oprette profiler. laver rekordforsøg med nye seje Palles Gavebods lånerkort og DJ Adin spiller fed musik.
Direktør Jens Thorhauge, Styrelsen for Bibliotek og Medier siger:
- Vi har skabt et digitalt tilbud til børn, hvor de i et sjovt og underholdende univers kan søge al den viden og information, som det fysiske bibliotek også ligger inde med. Med Palles Gavebod vil det være let for dem at bruge medierne og de skal kunne gøre det sammen med kammeraterne – og reagere på dem. Målet er at fastholde danske børn som biblioteksbrugere, fordi det udfordrer dem på den gode måde – og intet er mere berigende.
Tegner, forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler er manden bag det sjove univers. Han er mest kendt for flere børne tv-programmer og ikke mindst Wulffmorgenthaler. I Palles Gavebod har han fået en ny mulighed for at kombinere humoren og provokationen for at nå den kritiske og krævende målgruppe.
- Det er nødvendigt, at bibliotekerne og bibliotekarerne redefinerer deres rolle. For hvis vi voksne ikke forstår at handle aktivt for at stimulere vores børns fantasi og deres nysgerrighed, risikerer vi, at de misser den mest elementære form for dannelse, siger Morgenthaler og fortsætter:
- De 8-12-årige stiller heldigvis store forventninger og krav til formidling. De vil underholdes og er på samme tid mere informationssøgende end tidligere generationer nogensinde har været og dette behov må vi imødekomme på deres præmisser.





































