Gå til hoved-indhold
09. februar 2016 - kl. 11.02

Ingen grund til nervøsitet over LNG-produktion

  • 1 af 6
    FOTO: Skitsetegning
  • 2 af 6
    FOTO: Skitsetegning
  • 3 af 6
    FOTO: Google Maps
  • 4 af 6
    FOTO: Google Maps
  • 5 af 6
    Anlægget placeres i Nordhavnen og skal efter planen tages i brug i oktober næste år. Kort: Google Maps
  • 6 af 6
    Anlægget placeres i Nordhavnen og skal efter planen tages i brug i oktober næste år. Kort: Google Maps
Af: Michael Frederiksen

Bliver det farligt at bo i Frederikshavn, når havnen får et LNG-produktionsanlæg, der skal omdanne naturgas til flydende brændstof? Nej, lyder det beroligende svar fra LNG Group Manager Lars Sall fra Kosan Crisplant, som skal levere LNG-anlægget.

- Vi har lavet over 3000 anlæg på 65 år uden problemer. LNG er en brændbar gas, men den er faktisk ganske svær at få ild i. Der skal et helt særligt miks af luft og gas til, før den kan brænde. Og når den brænder, så brænder den mere som et stearinlys. Den eksploderer ikke som for eksempel benzin kan gøre det. LNG skal derfor behandles respektfuldt, men er som sådan ikke farlig, understreger Lars Sall.

LNG bliver dannet ved at nedkøle naturgas i en LNG-kondensator til omkring minus 162 grader celsius. Hermed fortættes naturgassen til flydende form, ligesom vanddamp fortættes til vand, hvis det køles ned under 100 grader celsius.

Lars Sall oplyser, at der kun bliver et lille lager i Frederikshavn. LNG-køleanlægget skal primært producere til ordre, da det er meget dyrt at opbevare det nedkølede brændstof.

Projektet i Frederikshavn er i høj grad baseret på, at LNG'en distribueres i tankbiler fra "fabrikken". Det betyder, at LNG'en kan leveres over hele Danmark og eksempelvis Sverige og Tyskland. Derfor lægger projektet op til et samarbejde med de øvrige danske havne, som ønsker at tilbyde LNG til skibe.

Lars Sall oplyser, at der allerede er blevet lavet og vil blive lavet grundige miljøundersøgelser, inden anlægget står færdigt, og der vil blive brugt meget energi på at sikre, at anlægget ikke udgør nogen risiko for byen eller dem, der arbejder på havnen.

- Anlægget er i bund og grund et stort køleskab med et gaslager ved siden af. Faren ved anlægget er derfor begrænset, men de, som skal arbejde der, skal vide, hvad de har med at gøre: Det kan for eksempel være farligt at få LNG i kontakt med huden, da de er minus 160 grader og kan give forbrændinger, siger Lars Sall.

Hvor kommer gassen fra?

- Gassen, der bruges som "råvare" og som køles ned for at lave LNG, kommer fra det danske naturgasnet. Gassen i nettet kommer primært fra de danske gasfelter i Nordsøen og fra danske biogasanlæg. I nogen tilfælde importerer vi desuden naturgas fra Tyskland eller andre lande, da vores naturgasnet er forbundet med hele Europa. Men for langt størstedelen er det dansk gas, vi benytter. Biogassen fra danske biogasanlæg giver os desuden den fordel, at vi kan tilbyde et 100 procent grønt og ikke-fossilt alternativ til almindelig LNG. For selvom LNG er meget rent er det stadig et fossilt brændsel.

Er det ikke meget dyrt at lave dette anlæg i Danmark?

- Det er det faktisk ikke. Anlægget i Frederikshavn er meget effektivt, og gassen i Danmark er både billig og rigelig. Sammenlignet med at lave et tilsvarende anlæg andre steder i Europa er der ikke den store forskel. Anlægget sikrer derimod, at vi kan forsyne os selv med LNG, og vi kan gøre det med kort varsel, når skibene er på vej for at tanke. Vi er ikke afhængige af lange køreture med tankbil til en terminal eller gas fra udlandet, fortæller Lars Sall.

Er Danmark ikke håbløst bagud i forhold til Norge - de har jo haft LNG længe?

- Norge har benyttet LNG meget længere end resten af Europa, så på den måde kan man godt sige, at Danmark er bagud. Når det først sker nu, skyldes det mange faktorer, men især at skibene først nu for alvor efterspørger LNG som brændstof. Man taler i branchen om "hønen og ægget"-paradokset. Der er ingen, der ønsker at satse på at sælge LNG, før der er kunder til det. Samtidig er der ingen kunder, der efterspørger LNG, før der er LNG til rådighed. Denne fastlåste situation vil anlægget i Frederikshavn én gang for alle fjerne for leverance af LNG til kunder i og omkring Danmark, siger Lars Sall.

I princippet kan alle skibe sejle på LNG, hvis de har motorer, som kan sejle på gas og har gastanke om bord. Personbiler vil sandsynligvis ikke komme til at køre på LNG. Det vil derimod tunge lastvogne, kommunale busser, skraldebiler og lignende, som har brug for meget brændstof.

LNG-produktionsanlægget i Frederikshavn skal ligge i Nordhavnen, bag ved Nicon Industries. Den endelige placering er ikke fastlagt. Planen er at tage anlægget i brug i oktober 2017.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...