Gå til hoved-indhold
20. maj 2012 - kl. 06.05

Ingeniørrapport: 9 ud af 24 boliger bør rives ned

  • 1 af 2
    FOTO: Frederikshavn Boligforening
  • 2 af 2
    Sætningsskader og skimmelsvamp skaber store problemer i Cloosparken i Frederikshavn.
Af: Kanal Frederikshavn

9 ud af 24 huse i Cloosparken i Frederikshavn bør rives ned. Det er konklusionen i en ingeniørrapport, som Frederikshavn Boligforening har fået udarbejdet.

Cloosparken består af 24 fritliggende enfamiliehuse, som er opført i 1954. To af husene har stået tomme i flere år på grund af sætningsskader. På grund af husenes tilstand i øvrigt har boligforeningen fået udarbejdet en tilstandsrapport for bebyggelsen i foråret 2011. Og rapporten konkluderer blandt andet, at ni af husene bør nedrives, da de er beliggende på gyngende grund.

Der er udtaget prøver for skimmelsvamp i 12 boliger. I 11 af boligerne er der konstateret skimmelsvampeangreb, der ligger væsentligt ud over de sædvanlige grænseværdier, og som dermed kan karakteriseres som sundhedsfarligt. I tre af boligerne er der konstateret nærliggende sundhedsfare, og disse boliger er fraflyttet.

Politikerne i Økonomiudvalget drøfter sagen på onsdag. Teknisk direktør Mikael Jentsch indstiller, at der foretages flere skimmelsvampeundersøgelser. De skal gennemføres af et anerkendt skimmelfirma og skal være af et omfang og en kvalitet, svarende til de rapporter, der er udarbejdet af Teknologisk Institut.

Boligforeningen skal desuden udarbejde og fremsende en handlingsplan for en samlet udbedring af de sundhedsfarlige forhold i hele bebyggelsen, inklusive tidsplan, samt en model for, hvordan udbedringsarbejderne finansieres med frist for fremsendelse af handlingsplan 30. november 2012

Det pointeres endvidere, at boliger ved fraflytning ikke må genudlejes, før der er fremsendt dokumentation for, at alle skimmelproblemer er afhjulpet i boligen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...