Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.01.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Intern socialdemokratisk ballade om grus og vand

En lodsejer fra Gærum ved Frederikshavn har søgt om lov til at anlægge en grusgrav midt i dette naturskønne område. Politikere og embedsmænd i regionen kan ikke blive enige om udfaldet. Foto: Robert Bedsted, TV2 Nord
Intern splittelse mellem socialdemokrater i regionsrådet på den ene side og deres partifæller i Frederikshavn Byråd på den anden side kan nu ende i en retssag.

 

Ifølge socialdemokraterne i byrådet i Frederikshavn lurepasser deres partikolleger i regionsrådet i en sag, hvor regionen vil give tilladelse til at grave oven på sårbare drikkevandsboringer i Åsted ved Frederikshavn, skriver TV2 Nord.

Et samlet byråd i Frederikshavn vil passe på deres drikkevand og siger nej. Regionsrådet har beslutningen, men her har socialdemokraterne undladt at stemme, selvom de erklærer sig som modstandere af, at der må graves ovenpå boringerne i Åsted.

Det er sidste udkald, hvis en tilladelse til at grave og udvinde råstoffer tæt på sårbare boringer skal stoppes. Graveområdet ved Gærum ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser. Åsted Vandværks boringer er beliggende umiddelbart vest for graveområdet.

Samtlige byrådsmedlemmer i Frederikshavn protesterer i den omstridte grusgravningssag, der har stået på længe. Først sagde Nordjyllands Regionsråd nej til at give tilladelse.


Men nu er der sagt ja, fordi Miljøstyrelsen har afgjort, at der ikke er nok argumenter for, at grundvand og drikkevand bliver truet. Flere regionsrådsmedlemmer har undervejs skiftet holdning, blandt andet de 18 socialdemokrater.

- Jeg stemte imod første gang, for det er et utroligt vigtigt drikkevandsområde. Det er det, jeg forholder mig til og har sagt hele tiden. Og derfor kommer jeg aldrig til at stemme for at give den tilladelse, siger sæbynitten Jørgen Rørbæk Henriksen (S), næstformand i Klima- og Miljøudvalget i Nordjyllands Regionsråd, til TV2 Nord.

Jørgen Rørbæk Henriksen og de andre socialdemokrater i regionsrådet kom dog til at opgive at stemme imod. De rettede ind efter embedsmændenes afgørelse.

- Jeg undlod at stemme. Jeg stemte hverken for eller imod en tilladelse til grusgravning. Vi kunne ikke længere stemme imod, fordi der nu lå en klageafgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og så blev vi enige om i den socialdemokratiske gruppe, at så undlader vi at stemme. Så sender vi et signal til omverdenen, at nu må vi prøve at se, om det her ikke kunne laves lidt om, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.

Et samlet byråd på tværs af alle partier i Frederikshavn mener, at regionsrådets gravetilladelse i Åsted skal laves helt om – ikke bare lidt om. De har protesteret og i en indsigelse punkt for punkt argumenteret for, at der skal siges nej til at grave grus ovenpå deres drikkevand.

- Vi her fra Frederikshavn Kommune mener sagtens, at man kan sige nej, og vi mener, det er meget vigtigt, at man siger nej, siger Anders Brandt Sørensen, Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Byråd, til TV2 Nord.

I indsigelsen fra Frederikshavn Kommune anføres blandt andet, at drikkevandet trues, at der er grus nok i Vendsyssel, og at det ikke er bæredygtigt at ligge og fragte grus langt væk til andre steder i landet.

- Vi har mangel på drikkevand. Allerede nu pumper vi rent drikkevand fra Tolne helt til Skagen, siger Anders Brandt Sørensen i byrådet.

Kovendingen hos en del regionsrådsmedlemmer skyldes blandt andet en trussel om at kunne komme til at tabe penge, når nu forvaltningen havde fået en afgørelse fra højeste sted, Miljøstyrelsen.

- Det er i hvert fald det, vi er blevet oplyst om – at der kan stilles et erstatningskrav til os, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.

Det argument forstår partikollegaen i Frederikshavn byråd ikke helt.

- Ifølge råstofloven kan man juridisk sagtens sige nej til en gravetilladelse. Det har vi også gjort rede for i Frederikshavn Kommune. Hvis man lader være med at stemme, så går man faktisk politisk ind og støtter en tilladelse til en grusgrav. Jeg er meget uenig i, at man ikke kan stemme imod. Hvis jeg som politiker mener, at drikkevandet skal bevares ved Åsted, så er det det, jeg mener. Og hvis det er ulovligt at mene, at man skal bevare drikkevandet, så må det være sådan. Sådan ser jeg på det, men vi er jo også nødt til at komme videre. Det er en træls situation, siger Anders Brandt Sørensen.

Jørgen Rørbæk Henriksen vil nu igen kigge på høringssvarene.

- Men der er ikke ret mange muligheder. Der skal komme noget helt nyt til sagen. Ellers kommer der en tilladelse til, at de må have lov til at grave deroppe, udtaler Jørgen Rørbæk Henriksen til TV2 Nord.

Frederikshavn Kommune har derefter kun én mulighed - at gå i retten med sagen.

Foreløbig drømmer Anders Brandt Sørensen dog om en forsinket julegave, inden den endelige tilladelse falder på plads om få dage.

- Jeg håber, at regionsrådsmedlemmerne læser og ser, at der ifølge råstofloven faktisk er mulighed for at afvise en ansøgning om at grave efter grus. Vi har så rigeligt med grus. Det er drikkevand, vi mangler, siger Anders Brandt Sørensen.

Det er en lokal entreprenør, der ejer jorden og har søgt om tilladelse til at grave grus ved Gærum vest for Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Robert Bedsted, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close