Gå til hoved-indhold
26. august 2010 - kl. 01.08

Investerer milliarder i byggeprojekter i Fr.havn

  • 1 af 2
    FOTO: Anne-Lise Wøhlk
  • 2 af 2
    Humøret steg adskillige grader, da Boligforeningen Vesterport og Frederikshavn Boligforening kom på banen med deres indlæg.
Af: Anne-Lise Wøhlk

Anne-Lise Wølhk har sendt dette indlæg: 75 erhvervsfolk fra primært den lokale byggebranche havde taget imod invitationen til at deltage i mini-byggekonferencen, ”Byggeriet i Bevægelse”, arrangeret af Frederikshavn Erhvervsråd.

Her tilbragte man fire udbytterige timer sammen i Restaurant Franks mødelokaler på niede etage i Kattegat Siloen.

De nyeste tendenser i byggebranchen:

Første del af konferencen blev afviklet med fokus på de nyeste tendenser indenfor byggebranchen – både i forhold til tværfagligt arbejde på byggebranchen, udfordringer indenfor energirenovering samt konkrete eksempler på hvor problemerne opstår, når husene skal leve op til nutidige krav til bl.a. tæthed.

Efter velkomsten ved Jørgen Ove Jensen, erhvervsdirektør for Frederikshavn Erhvervsråd, gav EUC Nord sit bud på fremtidens krav til efteruddannelse indenfor håndværksfagene. Direktør for Arkinord, Kim Bæk, holdt herefter et indlæg om de nyeste fagspecifikke krav, inden Bent Bagge Nøhr fra Dansk Infrarød Inspektion supplerede med en lang række gode eksempler på, hvorfor selv helt nye bygninger ikke altid er tætte nok – og hvor vigtigt det er for alle faggrupper at samarbejde om dette fælles mål. Håndværksmestrene har ganske simpelt ikke råd til ikke at bygge korrekt fra starten, lød det vigtige budskab!

Mange større bygge- og renoveringsprojekter i Frederikshavn Kommune i de kommende år:

Anden del af konferencen havde efter disse lærerige input fokus på, hvilke konkrete større byggeprojekter der skal realiseres i Frederikshavn Kommune i løbet af de næste år.

Fra netop Frederikshavn Kommune fortalte afdelingschef i Teknisk Forvaltning, Peter Munk, at kommunen som en del af Finansloven har mulighed for at søge fonde efter midler, som er øremærket anlægsinvesteringer. Derfor har Kommunen på trods af generelt økonomisk lavvande stadig mulighed for at igangsætte en række aktiviteter indenfor nybyggeri, renovering samt ombygning og genopretningsprojekter i størrelsesordnen totalt set flere hundrede millioner kroner over de næste år.

Dette gav således udsigt til fortsat aktivitet i byggebranchen, og humøret steg yderligere adskillige grader, da Villy Malte Nielsen og Bjarne Walentin fra henholdsvis Boligforeningen Vesterport og Frederikshavn Boligforening kom på banen med deres indlæg med fokus på boligforeningernes investeringer i nybyggeri og ikke mindst renovering i de kommende år. Samlet set skal der totalt set i Frederikshavn Kommune investeres i svimlende 1-2 milliarder i diverse byggeprojekter over de næste fire-seks år!

SIB Zero+ og boligrigtig energirådgivning:

Jens Abildgaard fra Grontmij Carl Bro supplerede med i sit indlæg at fortælle om nogle af de visionære landsdækkende aktiviteter, som man er en del af – bl.a. SIB Zero+ huset i Sønderborg, som er blandt de allerførste huse i Danmark, der producerer energi i stedet for at forbruge energi. Derudover kom Jens med et interessant indspark til håndværkerne med opfordringen om at gå sammen i teams og invitere større grupper af private boligejere (f.eks. en boligvej fra 70’erne) til et fælles orienteringsmøde med tilbuddet om en energiscreening af de enkelte huse.

Kirsten Christensen fra Spar Nord Bank kom herefter med sit bud på, hvordan et pengeinstitut som Spar Nord Bank nu aktivt er gået i samarbejde med Energi Nord for at tilbyde private husejere en gratis energirapport. Energirapporten er et værktøj, som kan sætte nogle tanker i gang hos husejerne om, at det godt kan betale sig at få foretaget energirenoveringer – både i forhold til at værdisikre sin bolig og få råd til lidt sjovere ting end energiudgifter.

Fyrtårn Frederikshavn:

Ovenpå disse inspirerende indlæg afsluttede Nevo Alon og Finn Pedersen fra EUC Nord rækken af indlægsholdere med nogle gode uddannelsestilbud til byggebranchen. Bl.a. vil det være muligt gennem Flere Virksomheder i Vækst programmet at betale mellem 5-10.000 kr. (afhængig af virksomhedsstørrelse) – men få rådgivning til en værdi af i alt 35.000 kr. til både fagspecifikke kurser samt ledelses- og virksomhedsudvikling! Fyrtårn Frederikshavn hedder netværkstilbuddet til den lokale byggebranche.

Læs mere:

På Frederikshavn Erhvervsråds hjemmeside www.frederikshavn-erhvervsraad.dk. Her ligger alle indlægsholdernes præsentationer, bl.a. med alle de konkrete projektbeskrivelser samt de uddannelsesmæssige tilbud fra EUC Nord.

Kontakt os meget gerne for yderligere oplysninger: Allan Hejslet, erhvervskonsulent, telefon direkte 9845 8005 eller mail allh@frederikshavn.dk

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...