Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.01.2010 | Af: Kanal Frederikshavn

Istølt skal udvikle sig til en medrivende festival

ISTØLT FREDERIKSHAVN skal over tre år udvikle sig til at være en medrivende festival, der med istølt-stævnet som omdrejningspunkt skal inspirere til udvikling af en række andre aktiviteter i Frederikshavn Kommune, f.eks. islandsk hestekonference, islandsk kunstmesse, udstillinger og optog m.m.

 

Men allerede til premiereudgaven af ISTØLT FREDERIKSHAVN 2010 vil der være aktiviteter rundt om stævnet.

Som optakt til istølten vil et stort optog med islandske heste i Frederikshavn midtby blive afviklet lørdag 23. januar. Dette afvikles i samarbejde med handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, og optoget organiseres af Jerup Rytterlaug.

Lørdag 30. januar arrangeres der kursus i distanceridning hos Ålyst Turridning i Jerup. Man kan læse mere om dette kursus på www.aalyst.dk.

Nordjylland er det sted i Danmark, hvor antallet af islandske heste er klart størst.

- Det vil sige, at mange mennesker i regionen har den islandske hest som en del af deres livsstil. Og livsstilen, som knytter sig til sport og fritid med islandske heste, er et tilflytningsincitament i landdistrikterne, fortæller en af initiativtagerne, Jan Michael Madsen.

Arrangørerne forventer, at begivenheden kaster en del overnatninger af sig og anden tilknyttet omsætning i kommunen, fordi publikum til denne begivenhed kommer langvejs fra, - faktisk fra hele Danmark, Nordtyskland, Norge og Sverige.

Frederikshavn Kommunes kultur- og fritidschef, Thomas Østergaard, var straks tændt på ideen, da han hørte om projektet. Han mener, der er et stort potentiale i at forbinde de mange aktive hestesportsfolk gennem events og bruge dette projekt til at udvikle nye fælles aktiviteter mellem by og land i Frederikshavn Kommune.

- Events som denne kan, udover at give os synlighed, overnatninger og underholdning, også mobilisere de iværksættere, vi har i landistrikterne og gøre det synligt, at der er et rigt og varieret kulturliv og muligheder for livsudfoldelse på landet og i naturen i Frederikshavn Kommune, siger Thomas Østergaard, der håber, at eventen med årene kommer til at involvere flere af de mindre landsbysamfund i kommunen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close