IT i øjenhøjde på femte sal i Kattegat Siloen
"IT i øjenhøjde". Det er sloganet for det nystartede firma, thomsen&voss, der netop er flyttet ind på femte etage i Kattegat Siloen.
- Ideen består i at fjerne fokus fra de nørdede og tekniske detaljer og i stedet koncentrere sig om at beskrive kundens behov sammen med kunden, siger Bo Østergaard Thomsen, en af indehaverne af thomsen&voss.
- Det er IT i øjenhøjde. Vi taler et sprog, som alle kan forstå og tager udgangspunkt i behovet og løsningen i stedet for at snakke teknik.
De tidligere kolleger, Bo Østergaard Thomsen, Carsten Voss og Morten Thomsen etablerede IT-virksomheden thomsen&voss 1. september. De tre indehavere har alle været i IT-branchen i mange år og kender dens stolte traditioner, men gang på gang har de følt, at netop disse traditioner står i vejen for at lave bedre løsninger for kunderne.
- Jeg har ofte oplevet at komme ud til kunder, der har fået alt for store løsninger i forhold til behovet, og ofte er løsningen specialtilpasset efter metoder og specifikationer, som er afhængige af den oprindelige leverandørs hukommelse. Den slags giver et enormt spild af tid, som selvfølgelig bliver faktureret til kunden. thomsen&voss går imod denne personlige stædige stolthed ved at sørge for, at al dokumentation er tilgængelig i en fysisk mappe, som kunden har, siger Morten Thomsen.
thomsen&voss har etableret sig i Frederikshavn og Mariager, fordi de ser et stort potentiale i netop de to nye storkommuner, hvor der ikke er så mange IT-konsulentfirmaer sammenlignet med det totale antal virksomheder.
- Der er flere grunde til, at vi valgte Kattegat Siloen som base i Frederikshavn. Siloen er bare "stedet". Vi vil gerne signalere kvalitet, og det matcher Kattegat Siloen perfekt. Her er der præsentable lokaler og rigtig gode faciliteter i form af kantine, restaurant og mødelokaler. Og så ved alle jo, hvor Kattegat Siloen ligger, fremhæver Bo Østergaard Thomsen.
Læs mere om thomsen&voss på www.thomsenvoss.dk