Iværksætter-rådgiver bliver selv iværksætter
Efter godt fem år som iværksætterrådgiver i Erhvervshus Nord springer Claus Aune nu selv ud som iværksætter med virksomheden Craft Supply Aps.
Claus Aune har siden 2007 været ansat som erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord med ansvar for at rådgive iværksættere, der drømmer om at starte egen virksomhed. Nu springer han selv ud som iværksætter og stopper dermed i jobbet hos Erhvervshus Nord.
- Jeg tog springet, fordi jeg har en iværksætter i maven, som jeg må lytte til. Jeg har længe drømt om at starte egen virksomhed, og nu var tiden moden til det. Det ville være mærkeligt at sidde som iværksætterrådgiver uden selv at have trangen til at være selvstændig, så det er et naturligt skridt for mig, siger han.
Claus Aune har startet virksomheden Craft Supply Aps sammen med en bekendt, som fik idéen til virksomheden, der skal rekruttere arbejdskraft til blandt andet Norge og også gerne til danske virksomheder. I første omgang fokuserer virksomheden på bygge- og anlægsbranchen og har allerede over 100 personer, som er interesseret i at komme til Norge. De bliver koblet sammen med arbejdspladser via de norske vikarbureauer og danske virksomheder.
- Norge skal investere 362 milliarder i nybygninger og renoveringer de kommende år, så behovet for den rigtige arbejdskraft er stor. Vores koncept handler om at finde den helt rigtige medarbejder til jobbet, så begge parter bliver tilfredse, så vi gør meget ud af at kompetenceafklare den kommende medarbejder. Vi starter i bygge- og anlægsbranchen, men har planer om også at arbejde med rekruttering af akademikere, siger Claus Aune.
Han har rådgivet flere hundrede iværksættere, så han er helt klar over, den risiko han løber ved at starte op selv, men glæder sig til at komme i gang.
- Jeg har set på godt og ondt, hvad det vil sige at starte egen virksomhed og skal nu selv til at bruge de værktøjer, som vi i Erhvervshus Nord har udviklet til iværksætterne. Det handler om at få styr på sin økonomi og få lagt en fokuseret forretningsstrategi fra start. Vi kommer helt sikkert til at falde i nogle huller, men jeg tror på, at de erfaringer kan lede os uden om de største af dem.
Iværksætterrådgivningen i Erhvervshus Nord fortsætter efter samme koncept med en ny erhvervskonsulent.





































