Gå til hoved-indhold
13. november 2017 - kl. 13.11

Jæger reddede kronhjort i land ved Palmestranden

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Søndagens helte i Frederikshavn. Foto: Privat
Af: Michael Frederiksen

Kronhjorten, som søndag i fire-fem timer var "fanget" i vandet ved Palmestranden i Frederikshavn, blev alligevel reddet i land.

Nordjyllands Beredskab og Falck opgav redningsaktionen ved 16.30-tiden, men en time senere lykkedes det for jæger Torben N. Larsen og hans far at redde kronhjorten i land i Rønnerhavnen.

- Det krævede to mænd stærk at få ham i båden og fire at få ham på land, skriver Torben N. Larsen på Kanal Frederikshavns facebook-side.

Nordjyllands Politi oplyser, at kronhjorten efterfølgende blev slæbt med hjem på en gård, hvor den fik varmen og blev tilset af vildtkonsulent Kurt Thomsen.

Allerede ved 20-tiden vurderede vildtkonsulenten, at kronhjorten havde det så godt, at den blev sluppet løs i et skovområde ved Elling.

En fantastisk afslutning på en hektisk søndag for den stakkels kronhjort, som første gang blev set i vandet kl. 12.45. Den passerede flere gange stenhøfderne på Palmestranden, men det lykkedes ikke for Nordjyllands Beredskab at få kronhjorten op på land.

- Vi fik dyret helt op på stranden, men der stoppede det og vendte om og begyndte at svømme væk. Det er mørkt nu, og vi har opgivet at finde det ude i vandet, sagde indsatsleder på stedet, Dorthe Krogh fra Nordjyllands Beredskab, i går til TV2 Nord.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...