Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.04.2018 | Af: Torben Rasmussen

Jan Gintberg i Arena Nord: Seks meget store stjerner

Man kan spørge sig selv om, hvad der får normalt tænkende mennesker til at forlade den varme og hyggelige stue for at bruge en torsdag aften på at se en 54-årig tidligere landmand, uddannet med grønt bevis fra Kalø Landbrugsskole, og som har en så kolerisk fremtoning, at guderne må sig forbarme?

 

Hvis vi spørger de cirka 1.500 mennesker, som var mødt frem i Arena Nord i Frederikshavn torsdag aften, har hver og en nok sin helt egen personlige grund.

Alle gæster bringer som bekendt glæde, enten når de kommer, eller når de går. At mærke på stemningen før showet, så var det glæden ved Gintbergs ankomst, som vakte jubel. Man havde en forventning om en hylende morsom aften, og det blev det så sandelig.

Sidste gang Gintberg var i byen, blev showet afholdt i Det Musiske Hus. Belært af, at man sidste gang kunne melde om udsolgte huse, flere måneder før forestillingen løb af stablen, havde man flyttet arrangementet til Arena Nord, hvilket var et klogt valg. Trods en større sal, nåede varmen og engagementet fra scenen helt ud til den yderste krog af salen.

”Gintberg reder verden” hedder showet, og går derfor efter at vandkæmme, og bobbe frisuren op på verdenen, som den ser ud i dag, for redde den, med 2 d`er, er ifølge eksperterne en utopisk handling, da vores planet, vil være ubeboelig om cirka100 år, så derfor handler det blot om at få overfladen til at tage sig pænt ud.

Alvor uden humor er ikke til at holde ud, og humor uden alvor er uendelig ligegyldig. Måden, som Gintberg fremfører sine påstande, argumenter og statements, er gammelkendte. Han tager nogle ”gidsler” fra første række og drager dem ind i showet og tager den under kærlig behandling. Der bliver skudt så meget med spredehagl showet igennem i så voldsomt et tempo, at vi simpelthen ikke når at tage tingene ind og bearbejde dem, inden vi er videre til det næste punkt. Men det gør ikke noget, for det den ene ikke kan huske, når man bevæger sig hjem igen, det har ens makker fået med, og så har man pludselig fået noget mere at more sig over efterfølgende.

Gintberg befinder sig på kanten, på knivsægget, hvor risikoen for at tilte over, er faretruende tæt på. Han holder den og slipper afsted med det hele, og med til at komme helskindet fra det, er jo, at han ikke er bange for at skåne hverken sig selv, sin kone eller børn. På den måde dribler han sig behændigt igennem uden at tabe en eneste i salen.

Vi befandt os en stor del af showet, under bæltestedet, også mere end vi er vant til fra Gintbergs side, men på en rimelig raffineret måde, så der ikke gik Uffe Holm i den.

Mange emner blev vendt, drejet og tvistet og ikke alle ville komme godt afsted med at sammenligne IC-4 tog med demokratiet…… ”Jamen det virker jo ikke… nej men hør, det var altså det vi kunne blive enige om”…!! Men Jan Gintberg kan, og sådan fortsatte det i halvanden time. Det der kom fra scenekanten er til tider så øretævende indbydende og så meget for meget, at hvis ikke det lige var for, at det var fremført af en mand, som er så gennemført charmerende og som oser så meget af glimt i øjet og selvironi, så ville mange sikkert havde taget sit gode tøj og gået i pausen. Men det er Gintbergs styrke. Vi føler os ikke ramt eller stødt på manchetterne over det som bliver sagt. Vi betragter vel egentlig bare Gintberg som det talerør for de holdninger og påstande, som vi egentlig, langt hen ad vejen, selv står for. Vi formår bare ikke at få det formuleret på en så spiselig og humoristisk måde, så det er til at forstå for menig mand. Så er det jo godt at vi har en, som kan.

Aftenens tur i træningscenteret, hvor den ellers stod på bicepstræning, blev sprunget over. Til gengæld fik mavemusklerne dobbelt op på træning torsdag aften. Den korteste vej mellem mennesker er som bekendt gennem smil og latter. Afstanden mellem folk denne aften var nærmest ikke til stede.

6 lysende klare stjerner ud af 6 mulige.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Torben Rasmussen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close