Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.01.2013 | Af: Leif Jensen

Jan Michael Madsen på sin egen hjemmebane

De islandske heste er sådan en slags skotsk højlandskvæg uden horn, forklarer tovholderen for Istølt 2013. Foto: Helle Hornshøj
- Det startede med, at min kone Helle fik en islandsk hest og havde den stående oppe ved Tolne. Og så er det sådan, som jeg har hørt andre med islandske heste sige, at det har det med at gribe om sig. Så lige pludselig kom der nogle flere heste til, og vi flyttede herud, hvor der er plads til at have dem, fortæller Jan Michael Madsen, tovholder for Istølt 2013 og som for længst er flyttet fra Ravnshøj og længere ud på landet.


 

Nu står vi i bidende kulde foran hans hjem på Milrimvej i Jerup, og iagttager de tre islændere og en shetlænder inde på marken lige ved siden af. Her er højt til himlen og plads til store tanker midt i naturen. Det er her Jan Michael går og slapper af, når han ellers ikke lige mødes med ministre og andre højtstående mennesker.

- Ja, det kan være her jeg går og puster ud, men det kan også være det foregår i den anden ende af området her og så med riflen på nakken, griner han og fortsætter:

- Ellers rider vi en tur i ny og næ, og nogle gange er det sammen med andre, hvis der bliver arrangeret nogle ture. Men det svinger lidt, for vi skal jo også have tiden til det. Liva går hårdt til den, og bliver undervist, og træner og vil gerne til stævner og sådan. Men det andet, det er hygge.

Liva er 12 år og den ene af Jan Michaels døtre. Hun er også den stolte ejer af en islænder og er den, der bruger mest tid på dyrene.

- Til nogen tider er man meget koncentreret om det, og bruger meget tid på det. Til andre tider, så er der lige nogle andre ting, der fylder mere. Men det smarte ved en islandske hest er, at selv om man ikke er oppe på nakken af den hver anden dag, så er der ikke noget, der går i stykker af den grund. Der kan det være mere problematisk med mange andre hesteracer, hvis de ikke bliver holdt til hele tiden, og bliver træner og arbejdet med.

Jan Michael nyder at være flyttet lidt væk fra det hele, og de naboer der er her bor lidt længere væk og en del af dem deler den store interesse for de islandske heste.

- Det skal jo være fordi du gerne vil være og bo ude i naturen. De fleste mennesker vil jo helst bo inde i byerne, men til gengæld møder man jo rigtigt mange mennesker, der siger at det kunne lige være drømme at flytte væk fra det hele, men man gør det ikke. Det er dagligdagen, og det at det hele bliver mere upraktisk, man så tænker på, fortæller han, mens dyrene inde på marken står og ser godmodigt på os.

- Men det som sker, er jo hvis man har hest og man har den opstaldet, så skal ligge og køre hele tiden, og det er jo heller ikke så let. Men her har vi hest på den måde, at de er hvor du er. Man kan gå ud om morgen og fodre, mens kaffen snurrer – og når man kommer hjem, så står de der og man har måske lige en time til dem. Det er jo en helt anden måde at have hest på. Man lever jo sammen med dem.

Nordjylland er det område i landet, hvor der er flest islandske heste. Det er netop det rolige sind og det stabile væsen, der har gjort at de er blevet så populære.

- De islandske heste er ude hele døgnet, og det er jo sådan en slags skotsk højlandskvæg uden horn. Det er virkeligt en brugshest, og man ikke stress af at have islandske heste, forklarer Jan Michael med vanlig lune og begejstring.

- Så er der, det der med den meget omtalte tølt, som kun islandske heste kan. Det har jo fået en vældig positivt ry, at man bare skal sætte sig op på en islandsk hest, og så tølter den. Men helt simpelt er det altså ikke. Der skal arbejdes lidt med sagen, og man skal lære nogle ting for virkeligt at få glæde af det.

Som nævnt er Jan Michael Madsen igen i år tovholder for Istølt-arrangementet, der løber af stablen den 2. februar på Frederikshavn Isstadion. Man er ved at få samle alle brikkerne, så alt er klar til den festlige begivenhed med show, lys, musik, skæg og heste.

- Men det der adskiller sig i år fra tidligere år som det væsentligste er, at feltet aldrig har været så skarpt som det er i år. Det er virkeligt stærke ryttere og heste. Men så har vi også i år valgt, at vi ikke vil binde folk så meget til stolene, som vi har gjort de tidligere tre år, hvor der har været underholdningsshow i pausen og sådan. I år bliver der mere tid til, at komme ud og se standene og få handlet, og se det hele.

Læs med i morgen her på Kanal Frederikshavn, hvor vi har fået en snak med Katrine Skrubbeltrang, der igen i år er blandt de lokale deltagere ved Istølt 2013.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Helle Hornshøj

FOTO: Helle Hornshøj

FOTO: Helle Hornshøj

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close