Jeg er glad: Skolevæsen anerkender talblindhed

Det gjorde mig glad. Det viser, at der indenfor skolevæsenet er en holdningsændring til det spørgsmål. Tidligere har man fortrinsvis arbejdet med ordblinde, altså anerkendt, at de, der har problemer med at læse, har en funktionsblindhed. Men stadig mente man, at de, der ikke var så skarpe til matematik, bare måtte acceptere det. Det var der ikke noget ”navn” for. Nu har man så anerkendt, at elever kan være både/enten ord- og talblinde.

Det er dog et skridt på vejen, men spørgsmålet er så, hvordan vil man så hjælpe de elever? Det melder historien ingenting om. Inden for kinesiologien betragter man ord- og talblindhed som en funktionsblindhed. Et tema, som man der har arbejdet med i mange år.

Man kan faktisk have blindheder på mange forskellige funktioner, der giver sig udslag på lige så mange forskellige måder. Man kan have blindheder på det strukturelle, på kroppens kemiske balance, den psykiske balance, følelser, håndtering af stress og mange andre funktioner, og blindhederne kan være opstået af mange forskellige årsager.

Dawsonprogrammet har vist sig at være et godt redskab til at hjælpe personer med funktionsblindheder. Det er et program, som ud fra en helt smertefri test kan spore problemet hos den enkelte, og korrektionen foregår med lydfrekvenser, der også er helt smertefrie, og som retter op på kroppens/psykens balance.

Der sker rigtig meget indenfor folkeskolen i øjeblikket. Der er simpelthen brug for en kulturændring, og en del tyder på, at den er på vej. Der tales rigtig meget om de konkrete problemer, som nogle elever har – både fagligt og/eller socialt. Det er et stort skridt på vejen, men hvordan man hjælper de elever, tales der ikke så meget om. Man går mere op i skolers størrelse, placering, antal af elever i klasserne osv. osv. Det er bestemt også vigtigt, men elevernes trivsel er og bliver det vigtigste. Trives de godt, har de lyst til at være i skolen og lyst til at lære Trives de dårligt, giver det sig selv, at lysten til samarbejde mangler.

Der har været meget debat om skolesammenlægninger/lukninger i Frederikshavn kommune på det sidste. Desværre har vi ikke hørt meget fra eleverne – egentlig har jeg på fornemmelsen, at de ikke er blevet spurgt? Forældrene har forsøgt at tale børnenes sag, men det er bestemt ikke mit indtryk, at man har hørt særlig meget efter dem heller.

Mit ønske for folkeskolen er, at de vil ændre holdning til mange ting, lytte mere til eleverne, se mere individuelt på eleverne, tænke lidt utraditionelt og blive så god en institution, så mange ikke vælger den fra.

De, der vælger privatskolen, skulle gerne gøre det, fordi den har et tilbud, som netop tiltaler dem, og ikke fordi de helt automatisk vælger folkeskolen fra.

Men det positive er, at man er begyndt at tage elevernes ”problemer” alvorligt – med det påvirker man også elevernes trivsel i en positiv retning.

Der er naturligvis rigtig mange aspekter i den bedre trivsel i folkeskolen. Udover de allerede nævnte skal vi bestemt ikke undervurdere lærernes rolle. Men det er en helt anden problematik, som jeg også håber, man vil se seriøst på.

Hvis vi har så god en folkeskole i Danmark, hvorfor er der så så mange elever, der mistrives og er fagligt dårlige, når de forlader den? Og hvad bliver alle de penge brugt til, som bruges på folkeskolen?

Jeg vil påstå, at for nogle år tilbage var skolerne mere til for lærernes skyld end for eleverne. Det er heldigvis ved at ændre sig til fordel for eleverne – og dermed også skolerne.