Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.07.2020 | Af: Betina Munk

Jeg håber inderligt, at min bekymring er uberettiget

BLOG (redigeret kl. 11.45): Lægehuset i Kvissel lukkede i foråret, hvilket betød, at jeg skulle skifte læge. Jeg har været utrolig glad for Doktor Jessen, som jeg har gået hos i årevis.

 

Jeg fik tildelt lægeklinikken Frederikshavn og skulle lige samle mod til at komme afsted, da corona brød ud. Det betød, at jeg udsatte besøget og først for nylig besøgte lægehuset for første gang.

Jeg havde på forhånd skrevet med en læge og fået noget medicin via videokonsultation, hvilket gik ret smidigt.

Da jeg første gang mødte op i klinikken personligt, blev jeg tilset af en ung lægestuderende. Den lægestuderende noterede, hvad vi talte om på en blok. Der skulle lige konfereres med en uddannet læge, før jeg af den lægestuderende fik besked om, at jeg ikke kunne få den hjælp, jeg efterspurgte.

Jeg beklagede mig naturligvis, for sagen er den, at jeg har det ret stramt for tiden. Det resulterede i, at den lægestuderende stormede ud, smækkede døren og vendte tilbage 15 minutter senere med den selvsamme uddannede læge, der var konfereret med forinden. Det havde tydeligvis været en for stor mundfuld at få mig som patient, hvilket havde resulteret i tårer fra den lægestuderende.

Den uddannede læge forklarede, hvordan praksis fungerer med denne forklaring.

I sommerperioden er der mangel på læger, hvilket betyder mange unge lægestuderende til at passe klinikken. Ydermere afses der ikke meget tid til hver patient, og hvis der - som i mit tilfælde - er tale om en patient, der kommer fra en lægeklinik, hvor den tidligere læge kun har skrevet små interne noter og ikke lange opsummeringer, er det svært at danne sig et overblik som ny læge.

Jeg blev oprørt og nægtede at gå derfra, hvilket betød, at den uddannede læge var nødt til at tage over, læse i min journal, og jeg måtte starte forfra med at forklare, hvad jeg allerede havde forklaret til den unge lægestuderende.

Det viste sig, at jeg havde behov for en bred indsats, og at der er flere grunde til, at jeg døjer meget med helbredet for tiden.

Mine tal havde i en periode på over seks måneder været lave, og det indikerede, at der var behov for at blive reguleret i mine forskellige slags medicin.

Vi aftalte det videre forløb og har aftalt, at ses igen om seks uger for at se, om det hele ser lidt bedre ud til den tid.

Jeg er efter min tur på lægeklinikken bekymret for, om patienter måske bliver ekspederet for hurtigt, hvilket kan resultere i, at noget bliver overset, at patienter ikke bliver ordentligt hørt og forstået eller måske fejlbehandlet.
Jeg håber inderligt, at min bekymring er uberettiget.

Jeg er personligt afhængig af, at der bliver holdt øje med mine tal altid, for ellers får jeg en utrolig ringe livskvalitet, hvilket resulterer i, at jeg hverken kan passe mit job, mig selv eller rollen som mor.

Mit overskud er for tiden ikke eksisterende, hvilket betyder mange nemme løsninger og aflastning i hverdagen. Jeg har lige meldt ud på de sociale medier, at jeg forhåbentlig vender stærkt tilbage i august.

Nu går jeg på ferie, og vi har ingen planer overhovedet. Vi skal bare hygge, slappe af, fordybe os og tage en dag ad gangen. Og som jeg har skrevet med et smil på læben i begge mine bøger, så har jeg mottoet SPRING OVER HVOR GÆRDET ER LAVEST.

Det vil jeg især huske på i ferien.

Rigtig god sommer.

_____

Betina Munk fra Jerup blogger på Kanal Frederikshavn. Hun har cøliaki og lever en glutenfri tilværelse. Hun har netop udgivet bogen Glutenfri Livsstil - DANSKE KLASSIKERE.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close