Turistchef Pauli Jørgensen kunne glæde sig over flere hundrede gæster i anledning af sin 60 års fødselsdag.
Frederikshavns turistchef, Pauli Jørgensen, blev i går fejret af flere hundrede mennesker ved en reception på Knivholt. Byens turistchef igennem 18 år fyldte 60 år og benyttede lejligheden til at fremkomme med et fødselsdagsønske på Frederikshavns vegne.
- Lad os bruge de næste 100 år på at gøre adgangen til vandet nemmere i Frederikshavn. De sidste 100 år har vi gjort det modsatte, sagde Pauli Jørgensen og fremhævede Pikkerbakken, Bangsbo-området, Knivholt og Palmestranden som fire af årsagerne til, hvorfor han mener, at Frederikshavn er "verdens bedste sted".
Flere af gæsterne holdt taler for dagens veloplagte fødselar, som undervejs bl.a. måtte lægge ører til, at hans aktive karriere på fodboldbanen endegyldigt synes slut. Det vil den tidligere 1. divisionsspiller i FfI dog ikke høre tale om.
- Jeg har ikke fået min sidste advarsel endnu i serie 5, forsikrede Pauli Jørgensen og understregede dermed, at man sagtens kan have fremtiden foran sig, selv om man runder de 60 år.