Jens Ole Jensen stopper i byrådet efter 12 år
Byrådets "økonomiminister", Jens Ole Jensen (V), genopstiller ikke ved kommunalvalget i november næste år. Det oplyser han til Kanal Frederikshavn.
- Efter 12 år i byrådet føler jeg, at jeg har udstået min værnepligt, og jeg har desuden en syg kone, som jeg skal passe, forklarer 72-årige Jens Ole Jensen, der for fem år siden stoppede som bankdirektør i Nordjyske Bank.
Økonomien i Frederikshavn Kommune har i alle årene haft topprioritet hos den tidligere bankdirektør. Og der har været rigeligt at se til. For bare to et halvt år siden var kommunen ved at komme under administration. Lige nu peger pilen dog i den rigtige retning. Budgetterne holder, og den gennemsnitlige likviditet er på et relativt tilfredsstillende niveau.
- Jeg bliver nødt til at sige, at jeg for første gang i mine tre perioder i byrådet oplever, at vi rent faktisk bruger møderne i Økonomiudvalget på at drøfte økonomi. Jeg har også den glæde, at jeg føler, at ledende socialdemokrater lytter til mine synspunkter, siger Jens Ole Jensen.
Han har siden 1. januar 2014 været formand for Frederikshavn Forsyning. Det er et hverv, som han holder meget af og kommer til at savne. For kontinuitetens skyld synes han, det er ærligt, at der hvert fjerde år sker store udskiftninger i Forsyningens bestyrelse.
Jens Ole Jensen fik 478 stemmer ved kommunalvalget i 2013. Han blev dermed kun overgået af Lars Møller (2.946), Anders Broholm (1.730) og Mogens Brag (530).