Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.10.2012 | Af: Kanal Frederikshavn

Jobbussen var på besøg med ledige djøf'ere

Arrangementet sluttede med speed-networking i siloen.

I dag fik en busfuld ledige Djøf’ere* samt lokale ledige højtuddannede en indsigt i Frederikshavns erhvervsliv og jobmuligheder. Dagen bød blandt andet på virksomhedsbesøg og speed-networking med de lokale virksomheder. 


 

I samarbejde med Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune besøgte en busfuld af Djøfs ledige medlemmer Frederikshavn. Med på turen var også et par håndfulde ledige højtuddannede fra Frederikshavn Kommune. 

- Vi har mange spændende virksomheder i vækst, som vi gerne vil gøre de højtuddannede opmærksomme på. Samtidig vil vi gerne vise virksomhederne de muligheder, der kan være i at ansætte en højtuddannet, som bringer nye kompetencer til virksomheden. I Erhvervshus Nord arbejder vi for at skabe vækst i kompetenceniveauet, og det her arrangement skal ses i forlængelse af det arbejde, siger Karen Bagge-Nielsen, erhvervskonsulent i Erhvervshus Nord.

Dagen begyndte med virksomhedsbesøg hos A/S Trigon, der leverer løsninger til bygge- og anlægsprojekter, efterfulgt af et besøg hos NS System, der er en af Nordeuropas største producenter af produkter, der skaber synlighed på tekstil.

Karl Erik Slynge, direktør i A/S Trigon vil gerne vise virksomheden frem, så de højtuddannede bliver bevidste om mangfoldigheden i Frederikshavn:

- Det er vigtigt at præsentere virksomheden for nye potentielle medarbejdere og være attraktiv. Vi står ikke lige og mangler en ny medarbejder i dag, men det gør vi måske i morgen. Vi vil gerne være med til at vise de højtuddannede, at vi har nogle teknologiførende virksomheder i Frederikshavn, så de ikke kigger mod København efter deres næste job, siger han.

Efter en frokost i Restaurant Snerlen i Kattegat Siloen fortalte Erhvervshus Nords konsulenter og Energibyen om erhvervsarbejdet i de fire prioriterede vækstspor: Det maritime, fødevarer, energi og oplevelse. De ledige fik også en indsigt i, hvordan det er at bo og leve i Frederikshavn ved kommunens konsulenter.

Eftermiddagen blev brugt på speed-networking, hvor en række lokale virksomheder og de ledige havde mulighed for at få en uforpligtende snak med hinanden ved korte rundbordssamtaler på tid. De deltagende virksomheder var: A/S Trigon, NS System A/S, Man Diesel og Turbo, Rosentryk, Victor A/S og Green Instruments A/S.

Stine Christensen, ledig cand. scient. soc fra Djøf var tilfreds med dagens arrangement:

- Jeg deltog for at få noget inspiration til, hvordan jeg kommer i kontakt med de mindre private virksomheder, og det synes jeg, at jeg fik. Jeg kan høre, at de har meget fokus på salg og markedsføring, men kan alligevel se nogle muligheder. Samtidig er rundbordsamtalerne en rigtig god måde at blive tvunget ud i at snakke med en masse forskellige virksomheder, som ellers kan være lidt svært, siger hun.

*Om Djøf:

Djøf er den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Privat

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 676 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.2 af 5 fra 4 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close