Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.01.2014 | Af: Leif Jensen

Johnny Logan: Min 60 års fødselsdag må vente

Den populære irske sanger, Johnny Logan, var solist ved årets Nytårskoncert i Det Musiske Hus. Foto: Helle Hornshøj.
Han er ”Mr. Eurovision” og har som den eneste nogen sinde kunne fejre mere end én sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix med i alt tre topplaceringer. Første gang var det i 1980 med sangen ”What´s Another Year”, syv år senere havnede han igen øverst med ”Hold Me Now”, og endelig blev det til endnu en førsteplads i 1992, da han som komponist stod bag ”Why Me?”, fremført af Linda Martin. 

 

Nu sidder han lige foran mig i baglokalet i Det Musiske Hus. Der er et par timer til, at han skal på scenen ved årets Nytårskoncert i selskab med sangerinden Trine Gadeberg og Prinsens Musikkorps. Selvom jakken er smidt, er halstørklædet blevet på. Johnny Logan synes nemlig også, det er koldt i Danmark i øjeblikket og skal passe på stemmen, som i øvrigt er fuldstændigt, som vi husker den fra fjernsynet dengang, hvor han hev sin første sejr hjem. Et hurtigt anslag på lommeregneren viser, at der er gået 34 år, og den irske sanger runder snart et skarpt hjørne med sin 60 års fødselsdag.

- En stor begivenhed for mig i år er, at min søn skal giftes i maj. Det er tre dage efter min fødselsdag, så den må vente. Det er min søns store dag. Han er min ældste søn og skal giftes med en skøn pige, som jeg betragter som min egen datter. Jeg kan altid holde min fødselsdag, og alle i familien ved i øvrigt, hvordan jeg gerne vil fejre den dag. Jeg vil til New Orleans. Der har jeg aldrig været, men har altid drømt at komme der til. Jeg elsker cajun-mad og musikken derovre.

Det er Melodi Grand Prix´et, som vi kender Johnny Logan mest fra, om han vil det eller ej. Men det er tydeligt at mærke, at han er en smule træt af den uendelige snak omkring det faktum, at når man hører hans navn, så tænker man unægtelig på den legendariske sangkonkurrence.

- Jeg har solgt 17 millioner albums. Jeg har sunget for Dronningen af England, for Pave Johannes Paul og jeg har sunget sammen med Montserrat Caballé, José Carreras og Placido Domingo. Jeg startede med at synge, da jeg var 14 og nu bliver jeg snart 60. Jeg har vundet Melodi Grand Prix tre gange, noget som folk drømmer om at vinde bare én enkelt gang. Det er ikke et ringe liv, og hvis det er Melodi Grand Prix´et jeg må takke for det, så gør jeg gerne det.

Johnny Logan vandt dengang, hvor sangkonkurrencen handlede om at kunne synge og om hvordan sangen blev fremført. Dengang gaderne lå øde hen, når de kendte indledningstoner tonede frem og hvor folk sad hjemme i sofaen med deres egne stemmesedler og hyggede sig om årets musikalske begivenhed. Noget, der nu om dage er gået en lille smule fløjten, og hvor showet har udviklet sig til at handle om meget mere end musikken.

- Det er X factoren, der er inde over, og det er sådan, det er i dag. Det er en udvikling, der er sket gennem tiden. Men jeg synes stadig, det er yderst velproduceret, og jeg glædede mig meget over at se Emmelie vinde sidste år og synes det er en rigtig god sang, fortæller Johnny Logan, der i øvrigt næsten havde glemt, at han selv optrådte ved Det Danske Melodi Grand Prix 2013, der netop sendte Emmelie de Forest videre til dansk sejr i Malmö.

Han vil ikke afskrive selv at stille op nogensinde igen. Det må tiden vise, forklarer han, samtidig med at han ærgrer sig over de mange forskellige talentprogrammer, som alverdens fjernsynskanaler er fyldt med.

- Jeg ser det ikke, og jeg kan ikke lide den slags programmer. Kunstnerne bliver meget låst, og det virker næsten som om, det er den eneste vej, der findes, hvis man vil slå igennem som sanger. Førhen optrådte man på små klubber rundt omkring, og lige pludselig blev man opdaget, hvis man var god nok, og så fik man en pladekontrakt. Den gang var det noget, man skulle igennem. Nu skal man bare vinde et tv-program, og så bliver man kendt. Men man kunne nemt omskrive Andy Warhols berømte citat med 15 minutters berømmelse til, at vi nu er nede på 15 sekunder, og det tal bliver stadig mindre og mindre.

Den populære irske sanger har mange fans i Danmark, og det er han naturligvis meget beæret over for. De seneste fire plader, Johnny Logan har lavet, er kommet til verden på disse breddegrader, og det er sådan, at hele hans band er fra København.

- Jeg er kommet i Danmark siden 80´erne og spillede her og der. Men på et tidspunkt vidste jeg ikke, om jeg ville blive i musikbranchen, men mens jeg turnerede her, blev jeg igen glad for musikken. Jeg fandt mig selv og blev en bedre sanger end nogensinde og samtidig mere professionel, og jeg har altid følt, at det skyldes Danmark, at jeg fik en ny chance. Jeg har mange venner her, og jeg kalder mine bandmedlemmer for mine familiemedlemmer. Jeg kender mange af mine fans ved deres fornavn, og de kalder mig Sean, som er mit rigtige navn.

Ja, på dåbsattesten står der netop Sean Patrick Michael Sherrad, og i virkeligheden er han født i Australien, da hans far, som var en berømte tenor, var på turné ”down under” og det åbenbart var lige dér, hvor knægten ville ud. Men Johnny Logan endte i Irland, da han var tre år gammel, og senere lærte han at spille guitar af Eamonn Campbell fra The Dubliners.

- En af de store forskelle på Irland og Danmark er, at folk kommer på pubberne i Danmark for at drikke, mens man i Irland kommer på sin pub for at socialisere. Vi drikker meget i Irland, det skal siges, men når man går på pub, så er det også stedet, man mødes med sine venner, og hvis man som fremmed går ind på en pub, så begynder folk at tale til én.

Johnny Logan er som nævnt i Frederikshavn for at være en del af årets Nytårskoncert, og han glæder sig over, at samtlige billetter i Det Musiske Hus denne lørdag er blevet solgt.

- Jeg er rigtig glad for, at der er udsolgt. Men det er jo ikke min koncert det her, jeg er bare gæstesolist for Prinsens Musikkorps, så jeg håber bare, de er glade. Jeg glæder mig på deres vegne. De har fået de bedste anmeldelser i de seneste 10 år, og Trine Gadeberg er en skøn sangerinde, og hun er dejlig at arbejde sammen med, siger den populære irske sanger, der et par timer senere stod i spotlyset på scenen og tydeligt nød det hele i fulde drag.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Helle Hornshøj

 

Kommentarer

Del denne artikel

26-01 - Nytårskoncert med irsk sjæl og Gran...
07-01 - Nyårskoncert med Johnny Logan er to...

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close