Gå til hoved-indhold
13. juni 2012 - kl. 09.06

Jolly Butchers svenske ejer: Danmark vinder 2-0

  • 1 af 2
    FOTO: Leif Jensen
  • 2 af 2
    Jolly Butcher viser både Danmark-Portugal og Tyskland-Holland på storskærm i aften.
Af: Leif Jensen

Det utrolige og umulige skete. Det, som de færreste havde regnet med, blev til virkelighed, da Michael Krohn-Dehli elegant gled igennem det hollandske forsvar. Han snyder én, to, tre spillere, inden han sætter den ind mellem benene på målmanden. Tre solide danske point ind på kontoen i det, der fra start blev kaldt dødens pulje. Dansk jubel og euforien over EM-bolden startede for alvor i vort gamle land.

I aften venter Portugal, som det danske landshold i den seneste tid har haft et godt tag i. Således er det blevet til tre sejre i de seneste fire opgør mod Cristiano Ronaldo og co. Danmark sørgede selv for direkte kvalifikation til dette EM, netop på bekostning af Portugal, der blev sendt ud i play-off kampe, inden de sikrede sig billet til det forjættede land.

Blandt alle os, der ser frem til opgøret, som er næste skridt under EM, er Mimmo Wiestål Fischetti. Han er indehaver af den irske pub, Jolly Butcher, i midten af gågaden i Frederikshavn.

- Vi viser kampen, hvor vi sørger for den helt store stemning. En kamp, som Danmark selvfølgelig vinder 2-0. Det er jeg helt sikker på, og der bliver totalt fest ovenpå ligesom i lørdags mod Holland. Der var der fuld gang i den, fortæller Mimmo på sit "svenska".

- Stena Line har booket bord og skal spise her. De har også tyske gæster med, som efter Danmarks kamp skal sidde og se Tysklands kamp kvart i ni. Så der bliver gang i den hele aftenen. Det bliver en hyggelig aften med bold på skærmen med surround lyd og alt muligt, forklarer barejeren og fortæller, at der er en hel del barstole klar og ellers er der god ståplads på gulvet.

Mimmo Wiestål Fischetti har været i Frederikshavn siden 1995, og to år efter sin ankomst overtog han Jolly Butcher. Mellemnavnet er blå/gult og efternavnet er fra støvlelandet, da det er sådan, at hans mor er svensker og far er italiener.

På grund af sine aner holder han selvfølgelig med Sverige, men ellers er han også på danskernes side.

- Det er helt klart, jeg også holder med Danmark, eftersom jeg har boet her i mange år. Min kone er fra København og er totalt fan. Når Danmark skal spille, så har hun malet danske flag i ansigtet, og børnene er tvunget til at holde med Danmark, og det skal jeg også, for ellers skal jeg sove på sofaen, fortæller Mimmo bag bardisken med et glimt i øjet.

Lige nu er det nu også temmelig sjovere at holde med de rød/hvide end det er at holde med svenskerne. Selvom Zlatan scorede og Sverige var foran, tabte svenskerne mandag aften deres første kamp under dette EM, men Danmark vandt og har det såkaldte momentum over de der portugisere. En lille finurlighed er den, at det rent faktisk er sådan, at Nicklas Bendtner har scoret hver gang, han har spillet landskamp mod Portugal. Det er blevet til fire mål i fire kampe.

Lad os bare få en gentagelse, når kampen starter klokken 18:00 og opfordringen fra Mimmo er at komme ned på Jolly Butcher og få fællesskabsfølelsen, når der skal skråles med på ”Der er et yndigt land”. Med en sejr kan Danmark spille sig videre fra den indledende gruppe allerede inden den tredje og sidste kamp på søndag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...